Hvis man virkelig er ude i den vilde natur med bjørne og andre rovdyr, er det ingen dårlig idé at være forberedt på det værste. I den forbindelse vil en svært kaliberet riffel heller ikke være nogen dårlig idé.

»Du er meget amerikansk i din tankegang,« mente min canadiske guide, John, da jeg og min hustru første gang skulle ud i det canadiske vildnis med det ene formål at finde en rigtig grizzlybjørn.Og de er ikke til at spøge med, hvis de bliver sure. Det ville alt andet lige være en ulige kamp, hvis ikke man har en god riffel ved hånden. Dilemmaet mellem at opleve den vilde natur og samtidig være sikker på, at man er den, der slipper levende ud af skoven igen, er åbenbar.

John var bare ikke enig i dette syns­punkt. Men han er jo også canadier, og i USA ved alle, at canadiere har flere våben pr. indbygger end amerikanerne. De bruger dem bare ikke til noget – geværet hænger oftest over kaminen som ubrugelig pynt.

Men for at vende tilbage til samtalen. John skulle eskortere os i den storslåede natur i British Colum­bia. Vi skulle se grizzlybjørne. Væggene i hytten, hvor vi sad aftenen forinden, var plastret til med geværer i alle afskygninger. Gamle og meget brugte og en enkelt nyere af slagsen.

»Hvilke skal vi have med i morgen, hvis nu det går galt,« spurgte jeg min canadiske ven.

»Ingen af dem. Vi har peberspray med,« lød svaret.

Jeg satte en betænkelig mine op, for jeg syntes, at det ville være mere betryggende, at vi havde et gevær med, såfremt bamsen skulle blive utidig og ikke gøre, som den burde – altså stikke af eller i det mindste holde afstand.

Jeg mindedes alle de gode skilte, der altid er i USA, inden man bevæger sig ud i de rigtig øde områder. Hvis man møder en bjørn, skal man trække sig langsomt tilbage. Man må godt larme, mens man gør det, men langsom retræte, for derved viser man, at man ikke udgør en trussel. Man skal for alt i verden ikke løbe, og man skal aldrig komme mellem en hunbjørn og dens unger.

Møder man en bjørn, der går til angreb, så skal man kæmpe med alle midler. Og når der på amerikanske skilte tydeligt står »med alle de midler«, så mener man selvfølglig med alle midler.

For de af læserne, der ikke skulle vide det, så er grizzlybjørnen enorm. Den kan flå mennesker i stumper og stykker, hvis den bliver småhidsig.

»Og en hanbjørn er utilregnelig,« siger John. En hunbjørn er mere medgørlig, hvis du altså ikke kommer på tværs af den og ungerne.

Men det var altså peberspray, vi skulle have med i morgen. Ikke et gevær.

Peberspray? Hvad fablede manden om. John er canadier og dermed i princippet modstander af rå våbenmagt undtagen til jagt. Canadierne mener i fuld alvor, at en peberspray er det mest humane – for bjørnen, for det dør bamse naturligvis ikke af. Til gengæld er der mange andre problemer ved at bruge en peberspray. Blandt andet skal grizzlyen stå i den rette vind- retning, før sagerne virker. Ellers får man selv det hele i hovedet. Og hvordan beder man en rasende bjørn om at stille sig korrekt i forhold til vinden? Jeg spørger bare.

Amerikanerne er mere praktisk anlagte. De skyder, hvis deres liv er i fare. En kugle finder vej uanset vindretningen. I hvert fald på kort afstand. Og så står man selvfølgelig med en død bjørn i stedet for en bjørn, der nyser. Men ærlig talt. Det første er at foretrække.

»Ved du hvad,« siger John. »Amerikanerne tror, at de kan klare alt med et våben. Det kan man ikke. Man skal ikke bruge våben i naturen, med mindre man er på jagt. Man skal have respekt for dyrene og opføre sig korrekt. Og hvis det helt usandsynlige skulle ske, så er en peberspray effektiv. Ingen kommer til skade. Hvis du skyder, så er chancen for, at du standser bjørnen med en kugle i øvrigt ikke stor,« forklarede John.

I det sekund erkendte jeg, at der er forskel på at være amerikaner og canadier. Canadiere tror på, at bare man opfører sig respektfuldt – også i forhold til grizzlybjørne – så går alt godt. Amerikanere ved, at et par velrettede skudsalver standser bjørnen øjeblikkeligt. Alligevel kom jeg i tvivl efter Johns meget overbevisende salgstale om, hvad der er rigtigst – gas eller patroner.

Næste dag drog vi af sted. Op ad en flod i motorbåd og ind ad en sideflod. Efter fire til fem timer stod bjørnen med tre unger ved floden og fiskede laks. John lod båden glide langsomt gennem vandet. På et tidspunkt kiggede bjørnen op og sendte et frygtind­gydende knur i vores retning.

»Så skal vi ikke tættere på,« sagde John og ganske rigtigt, så kunne vi på afstand iagttage det store dyr i dens rette omgivelser. John havde stadig pebersprayen på sig og fumlede efter den, hvis nu bjørnen ombestemte sig.

Da jeg rejste tilbage til USA, havde jeg to peberspray i kufferten. Jeg fortalte mine amerikanske venner om dem.

»De virker ikke,« sagde en kvindelig bekendt. »Kun hvis du er heldig. Et kraftigt gevær med en solid kaliber ammunition er meget bedre. Der er vindretningen at tænke på, og du risikerer at blive kvalt i gassen, inden du bliver ædt,« sagde hun.

Så det er valget mellem gas eller patroner. Man kan givetvis finde begge typer på begge sider af grænsen. Men canadierne er bare ikke så våbentossede som amerikanerne. Og det store spørgsmål er derfor: Hvem vil du helst i skoven med?

Kristian Mouritzen er Berlingskes korrespondent i USA