Malaysia-muslimer vil have Gwen Stefani-koncert aflyst

Den islamiske opposition i Malaysia vil have aflyst en koncert med popsangerinden Gwen Stefani. Hun bringer de unge i fordærv, lyder begrundelsen.

Det fundamentalistiske Pan-Malaysisk Islamisk Parti forsøger at få arrangøren af en koncert i Malaysia på tirsdag med den amerikanske popsangerinde Gwen Stefani til at afblæse arrangementet.

Oppositionspartiet har i et brev til koncertarrangøren og til lokalmyndighederne i hovedstaden Kuala Lumpur fremlagt argumenterne for, at sangerinden skal have forbud mod at optræde i Malaysia, og det er hele hendes image, der er problemet.

Hun fremmer promiskuitet og forværrer et allerede eksisterende "teenage socialproblem", lyder det fra Kamarulzaman Mohamed, en talsmand for partiet.

- Sagen er, at Gwen Stefani tager et dårligt image med sig. Den måde, hun danser på. Den måde, hun klæder sig på. Det er ikke passende. Når vore teenagere ser det, vil det forføre dem til at opføre sig upassende, siger han.

Muslimernes protest medfører dog næppe en aflysning. Stefani har på forhånd lovet, at hun vil klæde sig passende.

Den 37-årige Gwen Stefani er i øjeblikket på verdensturné.

/ritzau/