Major om Bushplan: Det bliver blodigt

De 21.000 nye amerikanske soldater kommer i blodige hus-til-hus kampe, når de skal bekæmpe oprøret i Irak, mener Forsvarsakademiet.

På trods af en stærkt upopulær krig sender USA's præsident, George W. Bush, 21.000 ekstra soldater til Irak, og de kommer i blodige kampe, vurderer major Henrik Fagerholt fra Forsvarsakademiet.

- Det bliver bykamp. Og så er det altså sådan noget fra hus til hus og mand mod mand. Der er ingen tvivl om, at det her bliver hårdt. Det bliver blodigt, siger han.

Sammen med en lige så stor gruppe irakiske sikkerhedsstyrker skal de amerikanske soldater forsøge at bekæmpe oprørere i hovedstaden Bagdad og i Anbar-provinsen.

- Med den kapable styrke tror jeg godt, offensiven kan lykkes her, siger Henrik Fagerholt.

Det er dog naivt at tro, at offensiven kan slå alt oprør ned permanent, mener majoren.

/ritzau/