Nikolaj Patrusjev fortsætter som medlem af Ruslands nationale sikkerhedsråd trods sin degradering sidste måned.

Det fremgår af et dekret, der tirsdag er blevet udstedt og offentliggjort på en russisk regeringshjemmeside.

Præsident Vladimir Putin overraskede flere kendere, da han i maj foretog en rokade i det russiske lederskab.

Som følge af rokaden blev den erfarne Patrusjev degraderet til tilsynsførende med landets skibsindustri - en stilling reelt uden magt.

Da Putin ikke forklarede degraderingen, skabte det spekulationer om, hvad der skulle ske med Patrusjev, der i flere år er blevet anset som en af de mest magtfulde mænd i Rusland.

72-årige Patrusjev er tidligere direktør for den russiske efterretningstjeneste FSB.

Patrusjev er ligesom Putin født i den russiske storby Sankt Petersborg.

Ruslands nationale sikkerhedsråd, som Putin er formand for, har ansvaret for at koordinere og administrere landets sikkerhedspolitik.

Sikkerhedsrådet har ikke direkte autoritet over efterretningstjenesterne eller ministerierne.

Af dekretet fremgår det også, at den nye russiske forsvarsminister, Andrej Belousov, er blevet udpeget som medlem af sikkerhedsrådet.

Belousov erstattede i maj 69-årige Sergej Sjojgu, som nåede at sidde 12 år på posten.

Tidligere havde Belousov indtaget stillingen som førstevicepremierminister.

Sjojgu blev i stedet leder – også ofte omtalt som sekretær – for sikkerhedsrådet.

Putin blev i maj for femte gang taget i ed som præsident. Det skete, efter at han i marts vandt det russiske præsidentvalg med en overvældende, men ikke overraskende, sejr.

Rusland invaderede 24. februar 2022 nabolandet Ukraine og er fortsat i krig.

/ritzau/Reuters