»Magt ikke er noget, man har, men noget, man tar’«

Tyrkiets Erdogan har skyndt sig at skyde et russisk fly ned i håb om at bringe NATO-landene, herunder de europæiske stormagter, tilbage på kollisionskurs med Rusland.

Indtil tirsdag var der ikke nogen, der for alvor troede på, at Tyrkiets præsident Erdogan mente det, når han sagde, at landet ikke ville acceptere russiske krænkelser af tyrkisk luftrum. Fold sammen
Læs mere
Foto: HABERTURK TV CHANNEL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har sådan set overhovedet ikke lagt skjult på, at han ikke er til sinds at tåle russiske kampflys krænkelser af tyrkisk luftrum. Så sent som i oktober sagde han, at han ville sætte en stopper for det, hvis det fortsatte.

Men indtil tirsdag var der ingen, der for alvor forestillede sig, at han mente det. Og at Tyrkiet simpelthen ville skyde et russisk kampfly ned.

For trods alt har Rusland siden annekteringen af Krim i foråret 2014 nærmest rutinemæssigt krænket NATO-landenes luftrum, uden at det umiddelbart har ført til andet end højlydte protester.

For Putin besidder den sære blanding af beslutsomhed, hensynsløshed og uberegnelighed, der er forudsætningen for overbevisende afskrækkelse. Og som ingen stats- og regeringschefer blandt de vestlige lande besidder, hvorfor de ikke har kunnet stille meget op over for Ruslands militære magtdemonstration, selv om deres lande på papiret – og da særligt tilsammen – er mange gange stærkere.

Men ikke alle NATO-lande er vestlige. Blandt dem er undtagelsen Tyrkiet, som faktisk har en statsleder, der opfatter magt på præcis samme måde som Putin: Også Erdogan mener, at magt ikke er noget, man har, men noget, man tar’. Og aldrig har det for Erdogan under den syriske borgerkrig været så påtrængende som nu at få sat en stopper for Putins dominans.

Af flere grunde. Efter terrorangrebet i Paris har de store europæiske magter – Storbritannien, Frankrig og Tyskland – tilkendegivet, at det ikke haster med at afsætte Syriens præsident Assad. Islamisk Stat er det største onde, og derfor bør Vesten gøre fælles sag med Rusland og nedkæmpe Islamisk Stat, så må man skændes om Assad senere.

Den udvikling huer ikke Tyrkiet. Med bekymring har det sunnimuslimske Tyrkiet iagttaget, hvordan shiamuslimernes magt i Mellemøsten i forvejen er blevet styrket som følge af russernes mellemkomst: I Syrien, Irak og Yemen samt Iran, der står til at tjene styrtende med penge, når sanktionsregimet falder.

 

For det andet fordi Tyrkiet er klar over, at hvis magten i Syrien skal overgå til sunnierne, hvilket der ville være en vis rimelighed i, eftersom 75 procent af Syriens befolkning er sunnier, ja, så skal der præsteres et sunnimuslimsk alternativ til Islamisk Stat. En af grundene til Islamisk Stats hastige fremvækst er jo, at de hellige krigere er det eneste bud på effektiv beskyttelse mod shiamuslimerne. Desværre forhindrer Rusland enhver alternativ sunnimuslimsk oprørsgruppe i at vinde fodfæste ved systematisk at bekæmpe alle sunnier, der kunne tage over efter shia-alawitten Assad. Herunder den lille minoritet af turkmenere – syriske tyrkere – som russerne de seneste dage har storbombet. Det var turkmenere, der tirsdag svor at have dræbt de to russiske piloter, som katapulterede sig ud af kampflyet i det nordlige Latakia.

Faktisk er der kun én sunnimuslimsk gruppe, som har fundet nåde for russerne blik: Og det er såmænd de syriske kurdere, der for tyrkerne om muligt repræsenterer en endnu større fare end Islamisk Stat. Disse kurdere udmærker sig fra et russisk synspunkt ved, at de ikke har ambitioner om at overtage efter Assad, eftersom de kæmper for deres egen stat, hvilket imidlertid præcis er det, der gør tyrkerne nervøse.

For hvem ved, om de en dag vil gøre krav på de kurdisk dominerede dele af Tyrkiet? Men netop kurderne har Rusland altså valgt at gøre til sine allierede, og ifølge russisk presse har de endda fået lov til at åbne et repræsentationskontor i Rusland.

Et mareridtsscenarie tegner sig: De europæiske stormagter og Rusland, der hidtil ikke har kunnet enes om andet i Syrien, end at kurderne ikke var fjenden, allierer sig nu. Hvis de får magt, som de har agt, vil der kun være kurderne og Assad tilbage som militære magtfaktorer, når de er færdige.

På den baggrund har Erdogan skyndt sig at skyde et russisk fly ned i håb om at bringe NATO-landene, herunder de europæiske stormagter, tilbage på kollisionskurs med Rusland.