54-årige Magdalena Andersson er officielt blevet valgt som ny leder for Socialdemokraterna i Sverige.

Det er sket ved en partikongres torsdag i Gøteborg. Hun står dermed til at efterfølge Stefan Löfven som Sveriges statsminister.

Der var ikke megen spænding om valget, idet samtlige partidistrikter havde indstillet Andersson, som er nuværende finansminister, som ny S-leder.

»Ja, blev der råbt med fælles stemme fra de fremmødte til kongressen, da der fra scenen blev spurgt, om Andersson kunne godkendes.«

Til klapsalver takkede Andersson for valget og pegede på nogle af sine politiske prioriteter.

»Jeg vil have, at vi igen tager den demokratiske kontrol over skolen, sundhedsvæsnet og velfærden,« sagde hun.

»Og S skal gå forrest i forhold til det grønne område.«

Bliver Magdalena Andersson som ventet Sveriges næste statsminister, vil hun være den første kvinde i landets historie, der bestrider den post.

Andersson har i syv år været Sveriges finansminister. Hun står foran en stor opgave, når hun næste år skal lede Socialdemokraterna frem mod et valg.

At der skulle findes ny S-leder og statsminister stod klart, da Löfven på overraskende vis denne sommer fortalte, at han ville stoppe som statsminister.

Han har været statsminister siden 2014 og Socialdemokraternas leder i knap ti år.

Efter kongressen ventes Löfven på et tidspunkt at meddele sin afgang til den svenske talman. Præcis hvornår det sker, vides ikke. Den svenske talman leder Riksdagen i Sverige og peger på en statsminister.

Socialdemokraternas partikongres løber frem til søndag.

/ritzau/