Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, undgik torsdag at svare på spørgsmål om et angreb, som USA hævder at have udført mod en havnekaj i Venezuela.
Det skete i et tv-interview, skriver nyhedsbureauet AFP.
Maduros regering har hverken bekræftet eller afvist meldingerne om et angreb, som kom fra USA's præsident, Donald Trump, mandag.
Her sagde Trump på et pressemøde, at USA havde angrebet og ødelagt havnekajen, hvor både brugt til narkosmugling angiveligt har lagt til.
Angrebet vil være det første angreb på et landområde i Trumps kamp mod narkotikasmugling fra Latinamerika.
I torsdagens interview blev Maduro af en spansk journalist spurgt direkte til, hvorvidt han bekræfter meldingen om et angreb - eller om han afviser det.
- Det kan blive noget, vi taler om om et par dage, lød præsidentens svar.
Trump har afvist at svare på, hvorvidt det påståede angreb blev udført af USA's militær eller af efterretningstjenesten CIA.
Han har også afvist at svare på, præcist hvor i Venezuela angrebet fandt sted.
Det skete et sted "langs kysten", har det lydt fra Trump.
I interviewet med Maduro sagde den venezuelanske præsident også, at han er åben over for et samarbejde med USA om narkohandel, olie og andre temaer.
- Hvad end de vil have, og hvornår end de vil have det, lød det.
Natten til fredag dansk tid skriver det amerikanske medie CNN med henvisning til en unavngiven embedsmand fra USA, at venezuelanske sikkerhedsstyrker har tilbageholdt mindst fem amerikanske statsborgere i løbet af de seneste måneder.
Omstændighederne i de enkelte sager er forskellige, men nogle af de tilbageholdte kan have været involveret i narkohandel, siger kilden.
Embedsmænd i Trumps administration mener, at Maduros styre tilbageholder amerikanerne for at opbygge magt over for USA, siger embedsmanden.
/ritzau/
