Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, fordømmer de nye fælles militærøvelser mellem USA og Trinidad og Tobago.

Det er anden gang på under en måned, at USA afholder fælles træningsøvelser med den lille østat i Det Caribiske Hav - få kilometer fra Venezuelas kyst.

- Regeringen i Trinidad og Tobago har endnu en gang annonceret uansvarlige øvelser, sagde Nicolás Maduro lørdag.

- Den stiller sine farvande ud for Sucre-delstaten (delstat i Venezuela, red.) til rådighed for militære øvelser, der har til formål at true en republik som Venezuela, som ikke lader sig true af nogen.

De fælles militærøvelser er planlagt til 16.-21 november. Maduro opfordrer sine tilhængere til at gå i gaderne i protest i Venezuelas østlige delstater, der ligger tæt på Trinidad og Tobago.

USA har styrket sin militære tilstedeværelse i Caribien de seneste måneder, og spændingerne mellem USA og Venezuela er taget til.

Amerikanerne har sendt krigsskibe, kampfly og tusindvis af soldater til Latinamerika og har gennemført angreb på 21 formodede narkosmuglerbåde. Mindst 80 personer er blevet dræbt i angrebene.

USA har ikke fremlagt nogen beviser for, at målene var narkosmuglere.

Trinidad og Tobago ligger 11 kilometer fra Venezuelas kyst og er på USA's side i striden.

I oktober lagde et amerikansk krigsskib til havn ved Trinidad og Tobagos hovedstad, Port-of-Spain, i fire dage for at deltage i militære øvelser. Det blev kaldt en provokation af Venezuela.

Maduro hævder, at USA planlægger at fjerne ham fra præsidentposten.

Venezuela har sagt, at USA's aktuelle indsats i regionen er en slags generalprøve på en amerikansk mission, hvor USA vil forsøge at vælte præsident Maduro.

USA er blandt de mange lande, der ikke anerkender Maduro som Venezuelas leder efter landets omstridte præsidentvalg i 2024.

Flere kilder siger til CNN, at embedsmænd i denne uge har orienteret USA's præsident, Donald Trump, om mulighederne for militære operationer i Venezuela.

Trump gav fredag udtryk for, at en beslutning snart er på vej:

- Jeg har på en måde truffet min beslutning - ja. Jeg kan ikke sige, hvad det vil være, sagde Trump til journalister.

/ritzau/AFP