Madtilskud under et af USA's største bistandsprogrammer vil ikke blive udbetalt i næste måned under den igangværende nedlukning af landets føderale regering.

Det oplyser USA's landbrugsministerium (USDA) natten til søndag dansk tid, skriver Reuters.

- Faktum er, at brønden er tørret ud, lyder det i en udtalelse på USDA's hjemmeside.

- På nuværende tidspunkt vil der ikke blive udbetalt nogen ydelser den 1. november.

Nedlukningen af USA's føderale regering går søndag ind i sit 26. døgn.

Ifølge USDA er over 42 millioner mennesker afhængige af det månedlige tilskud til fødevarer. I nogle delstater, som for eksempel New Mexico, er op mod 21 procent af indbyggerne afhængige af tilskuddet.

USDA's meddelelse kommer, efter at over 200 demokrater i Repræsentanternes Hus fredag opfordrede agenturet til trække på sine nødreserver for på den måde at finansiere fødevareydelserne i november.

Ifølge et notat, som Reuters har set, har ministeriet dog angivet, at det ikke vil benytte sig af nødreserverne.

Guvernører i delstaterne Louisiana og Virginia har i denne uge erklæret, at de går i kriseberedskab, så de kan stille midler til rådighed til madtilskud, når de føderale tilskud ikke udbetales i november.

Demokraterne og Republikanerne beskylder begge hinanden for at være skyld i nedlukningen, der er gået ind i sin fjerde uge.

Statsapparatet er lukket ned, fordi Demokraterne og Republikanerne ikke kunne nå til enighed om en ny finanslov, før finansåret udløb 1. oktober.

Det betyder, at hundredtusindvis af føderalt ansatte er sendt hjem uden løn. Udbetalingen af sociale ydelser og studiestøtte fortsætter, men ansøgningerne kan blive forsinket.

Det hænder med jævne mellemrum, at det føderale statsapparat i USA lukker ned. Den længste nedlukning strakte sig over 35 dage fra december 2018 til januar 2019 under Trumps første præsidentperiode.

/ritzau/