Opdateret

Madrids borgmester langer ud efter demonstranter oven på cykelkaos

Protester i Madrid afblæste sidste etape af cykelløbet Vuelta a España, som danske Jonas Vingegaard vandt.

Protesterne har fyldt i flere af etaperne i det spanske cykelløb i de seneste uger. Det kulminerede søndag i den spanske hovedstad. Foto: Manu Fernandez/Ritzau Scanpix

Massive propalæstinensiske demonstrationer i Madrid sørgede søndag for, at det store spanske cykelløb Vuelta a España blev afblæst.

Demonstranterne væltede barriererne i den spanske hovedstad, og politiet mistede kontrollen.

Madrids borgmester, José Luis Martinez-Almeida, raser over scenerne, der udspillede sig i hovedstadens gader.

- Madrid er blevet oversvømmet af vold. De (demonstranterne, red.) har formået at ødelægge den sidste etape af Vueltaen og give vores land et pinligt image, skriver han på det sociale medie X.

Borgmesteren retter skarp kritik af Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, der, ifølge Martinez-Almeida, er "direkte ansvarlig for" søndagens optøjer.

Det skyldes udtalelser søndag morgen, hvor premierministeren udtrykte sin beundring for demonstranterne, der har forstyrret løbet flere gange i de seneste uger.

Spanien "stråler som et forbillede og som en kilde til stolthed", fordi Spanien "tager et skridt fremad i forsvaret af menneskerettighederne", udtalte Pedro Sánchez om protesterne søndag morgen ifølge NTB.

Premierministerens ord faldt dog før søndagens eskalering af protesterne i Madrid.

- Volden har vundet over sporten, og jeg vil holde regeringschefen ansvarlig, skriver borgmester José Luis Martinez-Almeida videre på X.

På et efterfølgende pressemøde siger borgmesteren, at premierminister Pedro Sánchez er ansvarlig for optøjerne, fordi han "ansporede" til demonstrationerne med sine udtalelser.

- I dag (søndag, red.) er den mest triste dag, siden jeg blev borgmester i denne fantastisk by, siger José Luis Martinez-Almeida ifølge Reuters.

Israels udenrigsminister, Gideon Saar, kalder den spanske regering og Pedro Sánchez for en "skændsel" i et opslag på X.

- Han opfordrede demonstranter til at gå på gaden. Dermed blev den sportsbegivenhed, der altid har været en kilde til stolthed for Spanien, aflyst, skriver Gideon Saar i opslaget.

Før rytterne nåede det centrale Madrid, stoppede de på grund af kaos på rundstrækningen i centrum, hvor politiet med tåregas forsøgte at stoppe demonstranterne.

Det var en kamp, som politiet opgav, og der blev vist billeder af demonstranter med palæstinensiske flag, der indtog vejene, hvor rytterne skulle forbi.

Den danske cykelrytter Jonas Vingegaard er officielt den samlede vinder af Vuelta a España. Men Vingegaard nåede altså ikke endegyldigt at krydse målstregen på finaleetapen.

I de seneste uger, hvor Vuelta a España er løbet af stablen, har propalæstinensiske demonstrationer flere gange forstyrret det store cykelløb.

Flere etaper er blevet afkortet, og flere ryttere er styrtet som følge af demonstranternes ageren.

/ritzau/