Madeleine Albright til Berlingske: »Jeg kalder bevidst ikke Trump fascist, men ...«

Efter en sort præsident, borgerrettighedsbevægelsen og de seneste års fokus på sortes rettigheder troede tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, at USA var kommet over på den anden side af racespørgsmålet. Men så eksploderede USA igen. Hun giver præsident Trump en solid del af skylden: Han er den mest udemokratiske præsident, USA har haft, siger hun i dette interview med Berlingske.

USAs tidligere udenrigsminister Madeleine Albright taler med Berlingske i anledningen af sin nye bog, »Helvede og andre destinationer«. Benita Marcussen/Arkiv

Madeleine Albright har fundet en halv time i sin kalender. Onsdag deltog hun i en høring i Repræsentanternes Hus, hun er formand for en NGO, laver projekter med tidligere kolleger, giver interview, skriver bøger og bekymrer sig for sine børn og børnebørn. »Jeg har ærligt talt ret travlt,« siger hun.

Hun er 83 år. Det er knap 20 år siden, hun forlod posten som USAs første kvindelige udenrigsminister – under den demokratiske præsident Bill Clinton – og hun ved præcis, hvad man skal sige til spejlet for at komme videre, når man har rundet de 60 og overvejer at gå på pension.