Macrons partileder: Valgsejr er en chance for Frankrig

Flere kvinder end nogensinde er valgt ind i det franske parlament. LREM's leder kalder det "historisk".

Det store flertal i det franske underhus, som La République En Marche (LREM) ser ud til at få ved søndagens parlamentsvalg, "er en chance for Frankrig".

Det siger partiets formand, Catherine Barbaroux, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Hun hylder ligeledes den "historiske stigning" i antallet af kvinder, der er valgt ind i parlamentet.

Barbaroux overtog posten som partiformand efter Emmanuel Macron, da han i maj blev valgt som Frankrigs præsident.

Samtidig siger partilederen for det konservative parti Republikanerne, François Baroin, at partiet vil forsøge at udgøre en modvægt til Macrons parti i parlamentet.

Men han siger, at Republikanerne vil markere forskellene mellem partierne, ikke mindst på skatteområdet.

Den foreløbige stemmeoptælling placerer kort før klokken 21 Republikanerne på en andenplads med omkring 23 procent af stemmerne. LREM står samtidig til 41 procents opbakning.

/ritzau/Reuters