Macron vil trække Trump tilbage til klimaaftalen

USA's præsident, Donald Trump, besøger i slutningen af den kommende uge præsident Macron i Paris.

Både Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den amerikanske præsident, Donald Trump, har været til G20-topmøde i Hamburg. På torsdag mødes de igen i Paris. Her er de to flankeret af præsidentfruerne til en koncert i Hamburg. Det er Brigitte og Emmanuel Macron til venstre og Donald og Melania Trump til højre. Scanpix/Tobias Schwarz Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hamburg. Den amerikanske præsident, Donald Trump, trak tidligere i år sit land ud af den store internationale klimaaftale, der blev indgået i den franske hovedstad, Paris i 2015. Men Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, har planer om at få Trump til at skifte mening.

Det siger Macron efter G20-topmødet i Hamburg i Nordtyskland.

- Jeg opgiver aldrig at overbevise, for jeg mener, at det er en del af mine pligter i denne her position, og så er det en del af min karakter, siger Macron.

I slutdokumentet fra G20-topmødet understreges det, at G20-lederne står bag Parisaftalen - med undtagelse af USA.

Den franske præsident får lejlighed til at forsøge at få Trump til at droppe sin modstand mod aftalen allerede torsdag aften, hvor Trump ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er i Paris for at spise middag med Macron.

Dagen efter deltager de sammen i den franske nationaldag, Bastilledagen.

Macron siger, at han vil skubbe på den aftale, der allerede er indgået, for at få yderligere tiltag.

- 12. december, to år efter aftalen i Paris, vil jeg derfor indkalde til et topmøde, der skal beslutte yderligere tiltag over for klimaet, specielt på det finansielle område, siger han.

Der skal skaffes såvel privat som offentlig finansiering til projekter, der blev opnået enighed om i Parisaftalen.

Stort set alle lande i verden har skrevet under på Parisaftalen, der sigter på at nedbringe udslippet af drivhusgasser for at bremse den globale opvarmning.

Trump har erklæret, at USA vil have ret til at bruge flere fossile brændstoffer og vil genåbne kulminer.

/ritzau/Reuters