Den franske præsident, Emmanuel Macron, og hans hustru, Brigitte, vil over for en amerikansk domstol fremlægge billedlige og videnskabelige beviser på, at Brigitte Macron er en kvinde.
Det oplyser præsidentparrets advokat, Tom Clare, i BBC's podcast "Fame under Fire".
Man vil fremlægge beviserne i en injuriesag, som parret har anlagt mod den højreorienterede influencer Candace Owens, efter at hun har udtalt, at hun mener, at Brigitte Macron er født som mand.
Candace Owens' advokater har svaret med en begæring om at afvise påstanden om injurier.
I podcasten siger Macrons advokat, at Brigitte Macron har fundet påstandene meget foruroligende, og at de er en distraktion for den franske præsident.
- Jeg vil ikke antyde, at det på en eller anden måde har slået ham ud af kurs. Men som enhver anden, der jonglerer med både karriere og familieliv, slider det på én, når ens familie er under angreb. Og han er ikke immun over for det, bare fordi han er præsident for et land, siger Clare.
Han vil endnu ikke afsløre, hvilke beviser der vil blive fremlagt, men siger, at der vil komme vidneudsagn af videnskabelig karakter fra eksperter.
Præsidentparret er helt parate til at demonstrere både generelt og specifikt, at beskyldningerne imod præsidentfruen er falske, lyder det.
Clare siger videre, at Brigitte Macron er fast besluttet på at gøre, hvad der skal til, for at fremlægge de faktuelle oplysninger - også på en meget offentlig måde, siger han.
Advokaten siger, at billeder fra Brigitte Macrons graviditeter med tre børn, som hun har fra et tidligere ægteskab, eksisterer og vil blive fremvist i retten.
Candace Owens er en tidligere kommentator på det amerikanske medie Daily Wire og har millioner af følgere på sociale medier. Hun har gentagne gange fremlagt sit synspunkt om, at Brigitte Macron er en mand.
I marts 2024 sagde hun, at hun ville satse det, som hun betegnede som hele sit professionelle ry på påstanden.
Påstanden opstod for år tilbage online og trækker især tråde til en YouTube-video, som de franske bloggere Amandine Roy og Natacha Rey stod bag i 2021.
Macron-parret vandt oprindeligt en injuriesag mor Roy og Rey i 2024, men den afgørelse blev omstødt i 2025 med henvisning til ytringsfriheden - ikke fordi påstanden blev vurderet som sand. Den afgørelse har præsidentparret anket.
/ritzau/