Macron: Putin vil lade atomkraftværk blive inspiceret

Emmanuel Macron og Vladimir Putin har fredag talt i telefon. Her var situationen i Zaporizjzja på dagsordenen.

Fredag er den russiske præsident Putin angiveligt gået med til at lade et hold af eksperter fra IAEA inspicere kraftværket. Det oplyser Macrons kontor (arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: LUDOVIC MARIN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har luftet sine bekymringer om situationen ved et ukrainsk atomkraftværk i et opkald med Vladimir Putin.

Det oplyser det franske præsidentkontor.

Situationen drejer sig om atomkraftværket Zaporizjzja. Kraftværket, der er Europas største af slagsen, blev i marts overtaget af russiske styrker.

Siden da har Det Internationale Atomagentur (IAEA) advaret om en mulig atomkatastrofe ved kraftværket. Blandt andet fordi både Ukraine og Rusland har beskyldt hinanden for at affyre missiler i nærheden af det.

Fredag er den russiske præsident Putin angiveligt gået med til at lade et hold af eksperter fra IAEA inspicere kraftværket. Det oplyser Macrons kontor.

Det sker, på samme dag hvor Ukraines atomkraftoperatør har advaret om, at Rusland har planer om at slukke for kraftværket.

Det er ifølge ukrainerne en kompleks operation, der kan ende i en katastrofe.

Det russiske præsidentkontor oplyser fredag, at både Macron og Putin opfordrer IAEA til at inspicere kraftværket »så hurtigt som muligt«.

»Rusland bekræfter, at man er klar til at give agenturets inspektører den nødvendige assistance,« lyder det i en udtalelse fra præsidentkontoret.

Fredagens samtale mellem Putin og Macron var den første mellem de to i næsten tre måneder. Putin sagde i samtalen blandt andet, at Rusland har problemer med at få eksporteret fødevarer og gødning.

Da en aftale 22. juli blev indgået om ukrainsk korneksport, blev der også lavet en aftale om, at Rusland skulle få lov til at eksportere netop fødevarer og gødning. Også selv om der er indført sanktioner mod landet.

Det er den aftale, som Putin altså ikke mener bliver overholdt.

Atomkraftværket Zaporizjzja står normalt for en femtedel af Ukraines årlige elproduktion. Før invasionen havde det 11.000 ansatte. Af sikkerhedshensyn har Ukraine ikke villet oplyse, hvor mange ansatte der er aktuelt.

/ritzau/Reuters