Macron kræver humanitær våbenhvile i syriske Ghouta straks

En våbenhvile af humanitære årsager er nødvendig så hurtigt som muligt, siger præsident Emmanuel Macron.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron kræver våbenhvile i Ghouta i Syrien, efter flere hundrede mennesker er blevet dræbt de seneste dage. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL

Behovet for nødhjælp i Ghouta øst for Syriens hovedstad, Damaskus, er akut, og Frankrigs præsident kræver handling.

Præsident Emmanuel Macron appellerer til, at man bliver enige om en humanitær våbenhvile "så hurtigt som muligt".

»Frankrig ønsker en våbenhvile i Østghouta for at sikre evakuering af civile og for at kunne bringe humanitær hjælp til området så hurtigt som muligt,« siger Macron onsdag under et pressemøde med Liberias præsident i Paris.

Den franske præsident beskylder Syriens præsident, Bashar al-Assad, for at bruge »bekæmpelsen af terrorister« som undskyldning for at angribe civile.

»Frankrig fordømmer på det kraftigste de aktuelle hændelser i Østghouta,« siger Macron.

Flere hundrede mennesker er dræbt de seneste dage under voldsomme bombardementer i Ghouta.

Det syriske militær har oplyst, at man forsøger at befri området for »terrorister«.

I Ghouta har styrker, der kæmper for Assads styre, intensiveret deres kamp for at generobre området, som er en vigtig bastion for oprørerne.

/ritzau/