Macron er varm på Vestager

Den franske præsident har ifølge magasinet Politico Margrethe Vestager som favorit, når der skal findes en ny formand for EU-Kommissionen. Men han skal i givet fald tilsidesætte en række hensyn for at følge sit »hjerte«.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, foretrækker tilsyneladende Margrethe Vestager som ny formand for EU-Kommissionen. Men hvad hvis hans landsmand og tidligere regeringskollega økonomikommissær Pierre Moscovici, som Vestager her ses sammen med, også lægger billet ind på posten? EPA/STEPHANIE LECOCQ Fold sammen
Læs mere
Foto: STEPHANIE LECOCQ

Hun har karisma og medietække.

Hun kommer fra den beundrede flexisecurity-models hjemland og har spillet en vigtig rolle i opbygningen af den. Som EUs konkurrencekommissær har hun ved flere lejligheder vist mod og handlekraft over for bl.a. skattefiflende globale giganter.

Og endelig tilhører hun et køn, som endnu aldrig har været repræsenteret i Kommissionens formandsstol.

Hvad er der, med andre ord, not to like ved Margrethe Vestager, når man for få måneder siden og mod alle odds er blevet valgt til Frankrigs præsident på ambitioner om at genopfinde ikke blot sit eget land men også resten Europa ved hjælp af et oprør fra midten?

Ifølge kilder tæt på Emmanuel Macron, som magasinet Politico har talt med, topper Vestager da også den franske præsidents liste over favoritter, når der om to år skal findes en afløser for Jean-Claude Juncker.

Juncker har allerede meddelt, at han ikke ønsker at fortsætte som kommissionsformand, når hans embedsperiode udløber. Det vil for Macron være en kærkommen lejlighed til at forsøge at få indsat en yngre og mere dynamisk allieret på den meget synlige post.

Og skal man tro Politico, foretrækker han altså den danske kommissær, som han desuden swinger godt med på det personlige plan - også selvom Vestager har vist, at hun heller ikke er bange for at tale Paris midt imod.

Flere forhold taler imidlertid imod, at Macron, når det kommer til stykket, vælger at følge sit »hjerte«.

Først og fremmest opstod der i forbindelse med Europaparlamentsvalget i 2014 enighed om, at formanden så vidt muligt skal findes inden for den største gruppes rækker.

Juncker er således konservativ, mens Vestagers Radikale Venstre tilhører den liberale ALDE-gruppe, der er parlamentets tredjestørste og klart mindre end den socialdemokratiske.

Det kan ændre sig, hvis Macron vælger at melde sit nystiftede parti, Le République en Marche (LRM), ind i ALDE. Men spørgsmålet er, om LRM som regeringsparti i et af EUs vigtigste lande kan finde sig til rette i den liberale gruppes brogede skare.

Vestager opfylder heller ikke de uskrevne regler om, at formanden skal have en fortid som regeringschef samt komme fra et land, der er medlem af euroen.

Endelig vil det være et brud med al skik og brug, hvis Macron undlader at bakke op om sandsynlige franske kandidater. Eksempelvis hans tidligere regeringskollega økonomikommissær Pierre Moscovici samt chefen for EUs team i Brexitforhandlingerne, Michel Barnier, der er konservativ og angiveligt tæller den tyske kansler Angela Merkel blandt sine støtter.

Det ville, som det franske europaparlamentsmedlem Alain Lamassoure bemærker over for Politico, se temmelig mærkeligt ud, hvis Macron støttede en kandidat fra et andet land mod en franskmand, som stillede op med støtte fra det tyske regeringsparti CDU.

På den anden side ville det også være utraditionelt og særdeles »europæisk« samt dermed helt i den unge og mønsterbrydende franske præsidents ånd.