Macron: Drab på skolelærer var islamistisk terrorangreb

Fransk lærer viste karikaturtegninger af profeten Muhammed i undervisning, og fredag blev han dræbt på gaden.

Det var et islamistisk terrorangreb, da en skolelærer fredag fik skåret halsen over på åben gade i en forstad til Paris.

Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- En borger er blevet dræbt i dag, fordi han var lærer, og fordi han underviste om ytringsfrihed, siger Macron nær den skole, hvor læreren blev dræbt tæt ved.

- Hele landet står bag vores lærere. Terrorister må ikke splitte Frankrig.

- Vores landsmand var åbenlyst offer for et islamistisk terrorangreb, siger Macron.

Præsidenten siger også, at "obskurantisme ikke må vinde". Obskurantisme er modstand mod oplysning og tankefrihed.

Han ankom fredag aften til gerningsstedet, efter at han havde deltaget i et krisemøde om sagen i indenrigsministeriet.

Angrebet skete omkring klokken 17 fredag nær skolen i Conflans Saint-Honorine, der er en forstad i det nordvestlige Paris.

Offeret var skolelærer på mellemskoleniveau. Han har vist karikaturtegninger af profeten Muhammed i undervisningen, oplyser politiet til AFP.

Ifølge avisen Le Parisien viste han billederne i forbindelse med en time om ytringsfrihed.

En politikilde fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at gerningsmanden ifølge vidner skal have råbt "Allahu Akbar (Gud er størst, red.)" i forbindelse med angrebet. Den information er ved at blive undersøgt nærmere.

Gerningsmanden er også død.

Politibetjente på patrulje spottede den mistænkte nær gerningsstedet med en kniv. Betjentene skød manden, da de ville forsøge at anholde ham. Han døde efterfølgende af sine kvæstelser, skriver AFP.

Ifølge den franske tv-station BFM var den mistænkte mand 18 år og født i Moskva i Rusland.

Landets uddannelsesminister, Jean-Michel Blanquer, skriver på Twitter, at drabet er et angreb på Frankrig som nation.

/ritzau/