Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har afvist en afskedsbegæring fra den franske indenrigsminister, Laurent Nunez, efter omfattende demonstrationer i landet.

Det oplyser Macrons præsidentkontor mandag morgen i en udtalelse ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Indenrigsministeren indgav søndag sin afskedsbegæring til præsidenten, skriver præsidentkontoret.

- På grund af behovet for fortsat ledelse af politiets indsats på det nuværende tidspunkt har præsidenten afvist anmodningen.

Flere oppositionspolitikere har ifølge AFP opfordret til, at Nunez fjernes fra posten.

Opfordringerne er kommet, mens demonstranter i flere franske byer i løbet af weekenden har protesteret mod høje leveomkostninger og en samfundsmodel, der ifølge dem forhindrer social mobilitet og tryghed.

Demonstrationerne har flere steder udviklet sig voldeligt, og urolighederne har bredt sig til store dele af landet.

Tæt på 2400 personer blev ifølge indenrigsministeriet anholdt lørdag, mens lige knap 1000 politibetjente og gendarmer blev såret.

Macron erkender i udtalelsen mandag morgen, at der har været svigt i efterretningsarbejdet og i forhold til at forudse urolighederne, skriver AFP.

Præsidenten har desuden bedt Nunez om hurtigst muligt at gennemføre nye tiltag, som skal gøre sikkerhedsstyrkerne i stand til at håndtere situationen.

Demonstrationerne begyndte i september på gymnasier i Paris' nordlige områder, hvor mange udtrykte utilfredshed med læreres fravær og nedslidte skolefaciliteter.

Det har efterfølgende udviklet sig til en landsdækkende bevægelse mod ulighed, utilstrækkelige offentlige midler og dalende standarder.

Det franske politi har tidligere fået kritik for dets måde at håndtere de mange demonstranter på. Blandt andet fik en 15-årig dreng sprængt sin hånd af, efter at han samlede en chokgranat fra politiet op under en protest 5. oktober.

RITZAU