Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
SANTA FE: Rudy Giuliani har påtaget sig at give præsident Obama en skoling i patriotisme, opdragelse og kærlighed.
Det skulle han ikke have gjort, for det har udviklet sig til et af den slags politiske angreb, der virker nærmest demonstrativt insisterende på at ende som selvmål.
Rudy Giuliani er tidligere borgmester i New York og potentiel republikansk præsidentkandidat, og balladen begyndte i sidste uge. Han hævdede ved et møde for republikanske insidere, at »præsident Obama ikke elsker dig, han elsker ikke mig, for han elsker ikke Amerika«. Siden uddybede han kritikken ved at sige: »Obama er ikke blevet opdraget på den måde, som du og jeg er blevet opdraget på, med kærlighed over for vores land«, og derfor er Obama i dag mere »en kritiker af Amerika end en fortaler for Amerika,« sagde Giuliani, og han beskyldte også præsidenten for at være advokat for ulovlige immigranter og terrorister.
Det er en diskussion værd, om Obamas fædrelandskærlighed er mere nuanceret og mindre flagfarvet end en tidligere generations, men Giuliani er bare ikke manden, som skal belære andre om barndommens værdier, om opdragelse, kærlighed og patriotisme, noterede Wayne Barrett i weekenden. Barrett har som journalist dækket politik i New York i en menneskealder, og han har skrevet bogen »Rudy: An Investigative Biography,« og i New York Daily News opremsede han, hvorfor Giuliani er så unikt uegnet til at belære præsidenten om de kvaliteter.
Først kærligheden – og spørg Giulianis første kone om kærlighed. Hun var også hans kusine, og da Giuliani fandt en ny elskerinde, gik han til en præst og fik ægteskabet annulleret med det argument, at han ikke kunne være gift med sin kusine. Eller spørg den anden kone, som fødte Giuliani to børn, og som fandt ud af, at han ville skilles, da borgmesteren »en dag forlod borgmesterboligen og holdt en pressekonference og annoncerede det ...Dét er kærlighed,« som Barrett skriver.
Faderen sad i fængsel
Giuliani skal også passe på med at belære andre om patriotisme. Seks gange undslog han sig soldatertjeneste i Vietnam, og han gik endda så vidt som til at få en venlig forbundsdommer til at skrive til sessionskomitéen og bede dem undtage Giuliani for tjeneste.
Opdragelse og de rette værdier i hjemmet er måske heller ikke emner, som Giuliani skal tale alt for højt om. Giulianis far sad i det berygtede Sing-Sing-fængsel for røveri mod en lokal mælkemand, og »faderen arbejdede også som gorilla for en åger-lånevirksomhed, som Giulianis onkel drev fra en bar i Brooklyn,« skriver Barrett. Det er muligt, at faderen og faderens fem brødre var glødende patrioter, og at de lærte lille Rudy at elske Amerika, men de undslog sig alle soldatertjeneste under Anden Verdenskrig.
Giuliani er heller ikke den første, der skal kritisere præsident Obama for at gå andre landes ærinde og være en fortaler for ulovlige immigranter og terrorister, skriver Barrett. Giuliani tjener en formue som politisk konsulent for regeringerne i Honduras, El Salvador, Guatemala og Mexico, »de lande, hvor højreorienterede regeringer eller narkokarteller driver teenagere på flugt,« og Giuliani er også dyrt betalt konsulent for regeringen i Qatar, der ifølge FBI skjulte hjernen bag 9/11-terrorangrebet, Mohammed Sheikh Khaled, skriver Barrett.
Barrett er ikke den eneste, som har fået nok af Giulianis belæringer. Den moderate Jonathan Chait skrev i magasinet New York, at Giulianis anklager slet og ret er racisme – Obama er sort, og hans far var kenyansk muslimsk, og derfor er Obama anderledes og u-amerikansk. Giuliani svarede tonedøvt, at hans angreb »umuligt kunne være racistisk, for Obamas mor var hvid.«
Kritikere som nobelpristageren Paul Krugman vendte angrebet om og hyldede Obamas afart af patriotisme, fordi den netop ikke var den brystbankende, som ældre alfa-politikere står for. Obamas fædrelandskærlighed er på den ene side en dyb taknemmelighed for amerikansk exceptionalisme i historien og på den anden side en vished om, at alt ikke bare har været to ristede med brød.
Det er – som Paul Krugman fastslog – en diskussion værd, men ikke på Giulianis præmisser og slet ikke med Giulianis baggrund.