Måske har EU brug for mere forfatning

Løsningen på krisen om EU-forfatningen er måske slet ikke at skære ned på den eller slanke den. På et møde i Madrid i den forløbne uge var Ja-landene i stedet ude med en idé om at gøre den mere spiselig for vælgerne ved at tilføje erklæringer om behovet for at bevare den europæiske velfærdsstat.

Det er pennen, vi har brug for igen. Ikke saksen.

Sådan opsummerede den spanske udenrigsminister Miguel Angel Moratinos holdningen, efter at de 18 medlemslande, der allerede har sagt ja til EU-forfatningen, i fredags mødtes i Madrid for at udtænke en metode til at komme videre med projektet.

Så ifølge Moratinos er løsningen langt fra at begynde med at skære drastisk ned på teksten og ambitionerne i forfatningstraktaten - som i 2005 blev forkastet af de franske og hollandske vælgere ved folkeafstemningerne. Tværtimod skal traktatteksten snarere udbygges gennem at tilføje et såkaldt socialt kapitel, der gør det klart, at formålet med EU-samarbejdet er at bevare og forsvare den europæiske sociale og økonomiske model med velfærdsstaten. Dermed vil man imødegå den bekymring, der har været gældende i især Frankrig, men også andre europæiske lande, over for globaliseringen.Udmeldingen fra Madrid-mødet har sikkert fået en del EU-modstandere og skeptikere til at gispe efter vejret. I de kredse har man hidtil troet på egne forudsigelser tilbage i 2005 om, at EU-forfatningen var død. Og nu har tilhængerne tilmed den frækhed at bebude, at løsningen på EUs krise er mere forfatning og ikke mindre forfatning.

»Hvilken del af ordet nej, er det, som de ikke kan forstå,« som Nigel Farage, lederen af det britiske modstanderparti UKIP, sarkastisk udtrykte det.

Men mødet i Madrid var en understregning af, at »forfatningens venner« nu for alvor er gået i offensiven opmuntret af den tyske forbundskansler Angela Merkels håndfaste udmeldinger til fordel for en hurtig gennemførsel af forfatningstraktaten. Et flertal på 18 lande har trods alt ratificeret traktaten, og to af de udestående - Portugal og Irland - mødte også op i Madrid på ministerniveau for at markere deres faste politiske opbakning til forfatningsideen.

Blandt de ni lande, der fortsat siger nej til at ratificere traktaten, kan man således begynde at skimte omridset af tre grupper:

Der er Frankrig og Holland, hvor regeringerne umuligt efter de tabte folkeafstemninger kan gå tilbage til deres vælgere med den samme traktattekst. På den anden side hører Frankrig og Holland også med i den gamle, hårde kerne i EU-samarbejdet og er klar over, at der skal en ny traktat til for at redde EU-samarbejdet.

Den anden gruppe er de lande, der mere klart hælder mod, at EU-forfatningen helt skal aflives. Det gælder i første omgang Polen og Tjekkiet, men den britiske regering er også begyndt at udsende signaler om, at man ikke længere ser noget behov for forfatningstraktaten, selv om premierminister Tony Blair skrev under herpå i 2004.

Og endelig er der Danmark, Sverige, Portugal og Irland, der alle indtil videre har indstillet deres ratifikationsproces, men som ikke har nogen større ideologiske eller politiske problemer med forfatningen.Det tyske EU-formandskabs svære opgave i de kommende måneder er at finde en model for forfatningstraktaten, der kan tilfredsstille alle disse grupper. Og en model som samtidig ikke giver voldsomt køb på selve traktatens indhold, hvilket vil være utilfredsstillende for ja-landene - og ikke mindst Tyskland selv. Det er som at spille skak med flere forskellige modstandere samtidig, som en tysk diplomat har beskrevet opgaven.

Indtil nu har interessen mest samlet sig om den model, som den borgerlige franske præsidentkandidat Nicolas Sarkozy har fremlagt. Nemlig at slanke forfatningstraktaten væsentligt, men at bevare de afgørende institutionelle ændringer som oprettelsen af en udenrigsministerpost, et ændre stemmesystem og opgivelse af vetoretten på flere områder. Sarkozy har samtidig lokket med, at det næppe vil blive nødvendigt for Frankrig at holde folkeafstemning om en sådan slank traktat, men at den blot kan vedtages af det franske parlament.

Men fra tysk side er man betænkelig over for denne model, fordi det i realiteten hurtigt kan ende med en fuldstændig genforhandling af forfatningstraktaten. Og her er man fra tysk side nervøs for, at Storbritannien - og for den sags skyld også Frankrig - vil begynde at skære ned på ambitionerne og insistere på at bevare vetoretten på det retspolitiske, udlændingepolitik og politisamarbejdet.Ideen om i stedet at bevare forfatningstraktaten stort set uændret, og så tilføje en erklæring om EUs sociale politik og mål er langt mere attraktiv set fra Tyskland og de andre ja-landes side. Det er også denne model, som den socialistiske franske præsidentkandidat Ségolène Royal har talt varmt for, idet hun er overbevist om, at det er nok til at sikre et fransk ja ved en ny folkeafstemning.

Men fra britisk side vil man kæmpe indædt imod. For den britiske regering er enhver snak om at give EU mere indflydelse på social- og arbejdsmarkedspolitik udelukket, så en imødekommelse af de franske synspunkter på dette område, vil skabe en ny konflikt med Storbritannien.

Så hvis der er andre i Europa, som sidder inde med ideer til en løsning af forfatningskrisen, så er de velkomne i Berlin og Bruxelles.