Den berømte amerikanske skuespiller Matthew McConaughey har flirtet alvorligt med ideen om at stille op ved guvernørvalget i Texas i 2022.
Og vælgerne er tilsyneladende begejstrede for ideen. En frisk meningsmåling peger således på, at Matthew McConaughey er en mere populær kandidat end Texas' nuværende republikanske guvernør, Greg Abbott.
45 procent af de adspurgte svarer, at de vil stemme på skuespilleren, 33 procent peger på guvernør Abbott, mens 22 procent af de adspurgte foretrækker »andre kandidater«, viser målingen fra Texas University, der er bragt i avisen Dallas Morning News.
Det er naturligvis vigtigt at huske på, at der er tale om en enkelt måling.
Texaneren Matthew McConaughey – der blandt andet er kendt for film som »Dallas Buyers Club«, »Interstellar« og »How to Lose a Guy in Ten Days« – har i flere interview og talkshow udtalt, at han overvejer at stille op ved guvernørvalget, men han har altså endnu ikke bekræftet sit kandidatur.
»Det er en reel overvejelse,« svarede han for nylig, da en journalist spurgte, om han stiller op.
Ganske bemærkelsesværdigt ved vi ikke, om Matthew McConaughey pønser på at stille op for Republikanerne eller Demokraterne.
Skuespilleren har ved flere lejligheder kritiseret cancel culture, ligesom han mener, at både yderste venstre- såvel som højrefløj er for ekstrem:
»Der er ekstreme folk på begge sider, som jeg finder urimelige. Det yderste højre og det yderste venstre overdriver hinandens holdninger, så holdningerne bliver illegitime og irrationelle,« sagde Matthew McConaughey i et interview til »Good Morning Britain« i december.
Skuespilleren beskriver sig som »midtsøgende« – dette kan ifølge en analyse i Dallas Morning News dog blive et problem, hvis han stiller op for Demokraterne, idet mange af partiets vælgere i Texas ifølge meningsmålinger ønsker en mere venstreorienteret kandidat.
»Matthew McConaughey fået et kæmpe boost i målingerne, fordi hans navn er enormt kendt,« forklarer Mark Owens, der forsker i texansk politik ved University of Texas, til Dallas Morning News:
»De fleste af respondenterne i målingerne kender hans historie, men mange venter spændt på, hvordan han åbner sit næste kapitel.«