Meningsmålinger tyder på et klart rødt-grønt flertal, når Norge mandag holder valg til Stortinget.
En meningsmåling foretaget for norsk TV 2, som er mediets sidste måling inden valget, giver den rødgrønne fløj 91 mandater, mens den borgerlige blok beholder sine nuværende 77 mandater.
Der skal 85 mandater til at have et flertal i Stortinget.
I TV 2's måling bliver det socialdemokratiske Arbeiderpartiet (Ap) størst med 27,3 procent af stemmerne, mens Fremskrittspartiet (Frp) står til 21,3 procent.
Dermed tyder meget på, at statsminister Jonas Gahr Støre (Ap) kan fortsætte på posten.
Målingen viser også, at fire mindre partier ligger tæt på spærregrænsen på fire procent. Det er en situation, der især rammer de borgerlige partier, skriver nyhedsbureauet NTB.
Høyre, der har den tidligere statsminister Erna Solberg i spidsen, står i TV 2's måling til en opbakning på 14,9 procent.
Solberg håber på et comeback og øjner trods de seneste meningsmålinger stadig en chance for, at der kan komme et regeringsskifte.
- Målingerne i denne uge viser, at et nyt flertal og regeringsskifte er muligt. Men det kræver, at Høyre bliver lidt større, for at vi kan klare det, siger hun.
Ved det seneste valg i 2021 blev Høyre Norges næststørste parti med 20,4 procent, mens Fremskrittspartiet var fjerdestørst med 11,6 procent.
Et gennemsnit af de 13 meningsmålinger, der hidtil er blevet foretaget i september, viser en opbakning til Ap på 27,1 procent, mens det tegner til, at Frp kan få 21,0 procent og Høyre 14,4 procent.
Dette gennemsnit giver ligeledes et flertal til den rødgrønne side på 88 mandater, mens de borgerlige partier står til 81 mandater, skriver NTB.
/ritzau/