Mål om et klimaneutralt EU i 2050 blokeres på topmøde

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at han vil presse på for klimamål, men det er ikke givent«.

Foto af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBY MELVILLE

Der er ikke vilje blandt EU-landene til at gøre unionen klimaneutral i midten af dette århundrede, som Europa-Kommissionen har lagt op til.

Det fremgår af et udkast til den aftale, som EU's stats- og regeringschefer skal enes om fredag formiddag. Det er blandt andet Tyskland og flere østlande, der afviser en sådan aftale.

»Jeg vil bruge mit indlæg i dag til at presse på, så vi får den mest ambitiøse målsætning,« siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) før mødet.

Den danske regering satte sidste år et mål om klimaneutralitet i 2050. Det kan man blandt EU-landene ikke blive enige om.

I EU-teksten er klimaneutralitet skrevet ind - men uden årstal.

»Til gengæld omfavner vi Parisaftalen med de 1,5 procent, og hvis man regner baglæns på det, så svarer til det, at man skal være på plads i 2050. Så der vil jeg selvfølgelig presse på,« siger Løkke.

»Det er desværre ikke så givent, som det er i Danmark, hvor der er bred opbakning også i befolkningen,« siger statsministeren.

Han vil på mødet, siger han, fortælle de øvrige lande, at overgangen til grøn energi økonomisk kan være fordelagtig.

/ritzau/