Lykketoft: Pakistan skal presses hårdere

EU skal presse Pakistans præsident til reelt demokrati, og det skal USA også overbevises om. Det mener Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft.

Vesten har skudt sig selv i foden ved i så mange år at have støttet præsident Musharraf, der som hærchef kuppede sig til magten i 1999 og siden ikke har indfriet løftet om at genindføre demokrati.

Det mener Socialdemokraternes udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister, Mogens Lykketoft.

»Selv om de store, demokratiske partier bestemt ikke regerede landet efter bogen, da de havde magten, ligger de meget, meget langt fra de fundamentalistiske strømninger, og det gør det store flertal af pakistanere også. Derfor kan man spørge, om det ikke har været direkte kontraproduktivt, at Vesten i så mange år har støttet en militærdiktator, som har været under indflydelse fra de fundamentalistiske kræfter. I stedet skulle vi i Vesten langt tidligere have insisteret på, at Musharraf fik udskrevet valg og lavet en egentlig overgang til demokrati. Han har fået ekstrem lang snor, og han har ikke leveret varen,« siger Mogens Lykketoft, der efterlyser et langt hårdere pres fra EU-side på præsident Musharraf.

»Ligesom i Afghanistan må vi tilstræbe en fælles politik fra EU og USA. Men i tilfældet Pakistan har politikken over for Musharraf været dikteret af USA, og jeg mener, at EU nu må arbejde hårdere på at få USA med på, at vi nu i fællesskab gør det klart, at det handler om reelt demokrati,« fastslår den socialdemokratiske ordfører. Han tror ikke på argumentet om, at det ville give fundamentalisterne medvind, hvis Vesten havde presset Musharraf noget hårdere.

»Det er der ikke noget som helst, der tyder på. Meningsmålingerne viser, at de store, ikke-religiøse partier vil få stort flertal ved et valg,« siger Mogens Lykketoft, der dog ikke mener, at det efter drabet på Benazir Bhutto giver mening at afholde valget som planlagt den 8. januar.

»Det bedste råd lige nu er, at der dannes en egentlig national samlingsregering, der grundigt kunne forberede et valg. For jeg tror ikke, at det giver mening at afholde valget som planlagt den 8. januar,« vurderer Mogens Lykketoft.