Lykketoft kritiserer Anders Foghs besøg i Taiwan: »Han har ingen god grund til at tage derhen«

Den tidligere udenrigsminister mener ikke, at det giver mening for Fogh at besøge Taiwan på et tidspunkt, hvor der er stor spænding mellem Kina og Taiwan.

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft kritiserer i et interview med Radio4 Anders Fogh Rasmussen for at besøge Taiwan. Linda Kastrup (arkiv)

Tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen indleder onsdag et besøg i Taiwan, hvor han rejser til som formand for organisationen Alliance of Democracies Foundation, der kæmper for at udbrede demokrati.

Og det møder kritik fra tidligere udenrigsminister og formand for socialdemokratiet Mogens Lykketoft. I et interview med Radio4 kritiserer han besøget.

»Der er ikke nogen rigtig god grund til, at en mand, der har været så fremtrædende placeret i Danmark og i NATO som leder, skal bidrage til at gøre den her betændte situation endnu mere betændt«, siger han til radiokanalen.

Konflikten mellem Kina og Taiwan er eskaleret de seneste måneder – blandt andet fordi den amerikanske politiker Nancy Pelosi besøgte Taiwan i august 2022. Det har fået indbyggerne i Taiwan til at forberede sig på en konflikt med Kina – nogle går for eksempel til kurser i førstehjælp.

Mogens Lykketoft fortæller til Radio4, at han tror, at Anders Fogh Rasmussens besøg kan opfattes som en provokation, og at det ikke vil bidrage til ro i regionen. Han frygter at det kan bidrage til, at Kina bliver skubbet længere væk fra Vesten.

Anders Fogh Rasmussen besøgte senest Taiwan i 1994, da han var medlem af Folketinget. Han skriver i en pressemeddelelse, at Taiwan er et fyrtårn for frihed:

»Ændringerne i Taiwan de seneste 30 år har været massive. Ud over at være blevet en økonomisk styrke og kritisk for globale forsyningskæder har det også blomstret som et demokrati. Det er nu et fyrtårn for frihed både i regionen og hele verden.«

Danmark har i mange år ført en såkaldt et-Kina-politik, hvilket betyder, at Danmark kun diplomatisk anerkender Kina, men ikke Taiwan.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er bekendt med Anders Fogh Rasmussens besøg i Taiwan, og i et skriftligt svar til Radio4 udtaler han, at han som udenrigsminister ikke blander sig i, hvor nuværende eller tidligere folketingsmedlemmer rejser hen i egen kapacitet.

Han udtaler videre, at Udenrigsministeriet ikke har bidraget til planlægningen af besøget.