Lykke Friis: Skæbnevalg i Polen 30 år efter Lech Walesas sejr. »Det kan gå som i Ungarn«

13. oktober skal polakkerne til parlamentsvalg. Den tidligere præsident Lech Walesa brugte store ord under sit besøg i Danmark og mener decideret, at demokratiet er i fare. En af hans udenrigsministre fra 1990erne advarer om, at det kan gå som i Ungarn, hvis Lov og Retfærdighedspartiet sikrer sig en ny valgsejr.

Polens tidligere præsident Lech Walesa brugte sit besøg i København til at minde danskerne om, at demokratiet ikke må tages for givet. 30 år efter revolutionerne i Central- og Østeuropa er demokratiet i Polen ifølge den tidligere leder af Solidaritet i fare. Walesas solbriller skyldes en øjenoperation. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

»Polen overholder ikke magtens tredeling. og så længe det ikke sker, beholder jeg denne trøje på, som der står forfatning på. Jeg har sagt til mine børn, at de skal begrave mig i den, hvis der fortsat er problemer med det polske demokrati, når jeg dør.«

Sådan sagde Polens tidligere præsident Lech Walesa, da han han lørdag talte i Det Udenrigspolitiske Selskab i anledning af Golden Days-festivalen på Arbejdermuseet. I dagens anledning var han iført en dansk udgave af »grundlovstrøjen«.