Lykke Friis: Europa holder vejret, når Ursula von der Leyen holder talen

Når Ursula von der Leyen i dag klokken ni holder sin store valgtale i Strasbourg, er der uhyre meget på spil. Ikke kun for hendes muligheder for at blive kommissionsformand, men også for EUs udvikling. Et nej til von der Leyen kan udløse en krise, mens prisen for hendes valg kan blive særdeles høj.

Ursula von der Leyen har holdt mange vigtige taler i den tyske forbundsdag. Tirsdag skal hun holde sit livs tale i Europa-Parlamentet, såfremt hun skal gøre sig forhåbninger om at blive ny kommissionsformand. Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Der er sjældent hold i klicheen »mit livs tale«. Men det er der, når den tyske konservative forsvarsminister, Ursula von der Leyen, i dag træder op på talerstolen.

Når dagen er omme, vil Ursula von der Leyen være udpeget til ny kommissionsformand eller være på vej hjem til Berlin uden et sikkert job på hånden. Mandag eftermiddag meddelte von der Leyen nemlig, at hun træder tilbage som forsvarsminister uanset resultatet.