Lykke Friis: EU-splid i regeringen stopper britisk udspil

Den britiske regering forhandler ikke med EU om brexit på grund af intern uenighed, mener Lykke Friis.

BRITAIN-EU-POLITICS-BREXIT - 2
Den britiske premierminister, Theresa May, måtte mandag i Underhuset forklare, hvorfor udenrigsminister Boris Johnson går sammen med Brexit-minister David Davis, mens Storbritannien forhandler sit farvel med EU. Ho/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det kan ende uden en aftale mellem EU og Storbritannien som konsekvens af, at den britiske regering er splittet i sin politik i forhold til håndteringen af brexit.

Det vurderer Lykke Friis.

Hun er tidligere prorektor ved Københavns Universitet, er Tysklands-kender og bliver til efteråret Berlingske Tidendes korrespondent i Tyskland.

»Det kan man ikke afvise. Det er tankevækkende, at EU allerede før denne krise planlagde et plan B-scenarie eller worst case-scenarie (værste udfald, red.). Det gjorde man ved det seneste topmøde,« siger Lykke Friis.

»Siden topmødet er flere lande gået i gang med at lave beredskaber. Holland ansætter 900 ekstra toldere for at styrke det veterinære beredskab.«

Udenrigsminister Boris Johnson og brexitminister David Davis forlod mandag den britiske regering.

Brexit skal senest være forhandlet færdig i oktober-november i år, hvis Storbritannien som planlagt skal træde formelt ud af EU i marts 2019. Men uret kan sættes i stå efter artikel 50, så forhandlingerne fortsætter efter fristen, påpeger Lykke Friis.

»Hvis man i oktober-november kan se, at de simpelthen ikke kan blive enige, så kan man enes om at forlænge forhandlingerne. Men det kræver, at alle lande er enige,« siger Lykke Friis.

»Hvis bare ét land har en dårlig dag, kan man ikke forlænge forhandlingerne.«

Premierminister Theres May har udpeget en af sine mest loyale ministre, den 51-årige Jeremy Hunt, til at efterfølge Boris Johnson. Hunt ønsker som May et såkaldt blødt brexit. De vil bevare et tæt økonomisk forhold til EU, når Storbritannien ikke er medlem.

Tyskland vil holde EU's 27 tilbageværende medlemslande sammen og bevare det indre marked. Det kolliderer med, at briterne vil kløve markedet for varer og ydelser, mener Lykke Friis.

»Man skal ikke bare være medlem af det indre marked, men kunne opdele det i forskellige modeller. Storbritannien vil være fuldt og helt medlem i handel med industrivarer og landbrug,« siger Lykke Friis.

»Men åbenbart ikke, når det gælder finansielle ydelser, kapital og arbejdskraftens frie bevægelighed.«

/ritzau/