Der faldt flere skarpe bemærkninger i den afsluttende tv-debat mellem de to kandidater til søndagens præsidentvalg i Brasilien.

Men tonen mellem landets præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, og hans højreorienterede modkandidat, Flavio Bolsonaro, i fredagens debat på TV Globo var mere diplomatisk end i den første tv-duel.

De to kandidater stillede hinanden spørgsmål om Brasiliens økonomi, kriminalitet, infrastruktur og regionale udvikling.

Venstreorienterede Lula udfordrede Bolsonaros plan om at nedbringe de offentlige udgifter i Brasilien på samme måde, som Argentinas præsident, Javier Milei, har gjort i nabolandet.

- Jeg får den samme opgave her, som Milei har i Argentina, fordi du efterlader landet bankerot, svarede Bolsonaro.

- Skammer du dig ikke, tilføjede han.

Flavio Bolsonaro, der er søn af den fængslede ekspræsident Jair Bolsonaro, beskyldte Lula for at have ladet den organiserede kriminalitet vokse og for at gøre for lidt for at sænke leveomkostningerne i landet.

Den 45-årige senator for delstaten Rio de Janeiro kom i den forbindelse ind på, at Lula mangler en finger, som han mistede i en arbejdsulykke som ung fabriksarbejder.

- Det nytter ikke noget at dele penge ud med den ene hånd og tage dem tilbage med dine ni fingre, sagde Bolsonaro.

80-årige Lula svarede hurtigt igen.

- Jeg vil ikke finde mig i, at en militsmand kalder mig "ni fingre", sagde præsidenten med henvisning til beskyldninger om, at Bolsonaro har forbindelser til paramilitære grupper i Rio de Janeiro.

Bolsonaro undskyldte over for Lula, men bad samtidig præsidenten undskylde over for de brasilianere, der føler utryghed.

Lula stillede i tv-debatten spørgsmålstegn ved senatorens erfaring. Han opfordrede flere gange seerne til at "google" Bolsonaros påstande, hvilket provokerede Bolsonaro.

- Hvem styrer Brasilien - dig eller Google, spurgte Bolsonaro.

I første valgrunde, der blev afholdt 4. oktober, fik Bolsonaro 47 procent af stemmerne, mens 45,2 procent af brasilianerne stemte på Lula.

En meningsmåling torsdag fra analyseinstituttet Datafolha viste, at begge kandidater står til omkring 50 procent af stemmerne. For to uger siden havde Bolsonaro et forspring på fire procentpoint.

RITZAU/AFP