Den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, har mandag oplyst, at han har beordret oprettelsen af en ny territorial forsvarsstyrke med 100.000-150.000 frivillige. Og flere hvis der er behov for det.

Det sker, så alle har kendskab til »at håndtere våben« og kan være klar til at svare igen ved en eventuel aggression rettet mod landet og for at opretholde den offentlige orden i fredstid.

»Situationen er ikke let. Jeg har sagt mere end en gang: enhver mand – og ikke kun en mand – skal være i stand til i hvert fald at håndtere våben, har præsidenten sagt under et møde i landets sikkerhedsudvalg.«

»I det mindste til beskyttelse af sin familie – og om nødvendigt – sit hjem, sit eget stykke jord – og om nødvendigt – sit land.«

Aleksandr Lukasjenko sagde i sidste uge, at han kun vil give sine militære styrker ordre til at kæmpe sammen med det allierede Rusland, hvis et andet land retter et angreb mod hans land. Det oplyste det statslige nyhedsbureau Belta News.

Lukasjenko har ofte afvist påstande fra Ukraine og fra Vesten om, at hans land kan blive inddraget mere i konflikten på Moskvas side.

Præsidenten tillod Rusland at gå gennem belarusisk territorium, da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022. Han har tidligere udtalt, at »erfaringen« i Ukraine nødvendiggør et styrket forsvar.

Den belarusiske præsident er dømt paria i vesten. Han er Europas længst siddende leder og har siddet på magten i 28 år.

Belarus er afhængig af Rusland både politisk og økonomisk, og den russiske præsident, Vladimir Putin, støttede Lukasjenko, da han overlevede massive prodemokratiske demonstrationer i 2020.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.