Ludfattig pensionist fanger russisk minister på det forkerte ben

Præsident Putins regerende parti er i krise, og vælgertilslutningen er hastigt på vej ned. Nye valgregler skal dog redde Forenet Rusland gennem søndagens parlamentsvalg.

Valgplakater for Forenet Rusland pryder Petrozavodsk i det Nordvestlige Rusland. På plakaten står der: »Forenet Rusland, folkets parti«. Realiteten er dog, at folket svigter Putins parti. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

Det var en rapkæftet pensionist, der bragte Ruslands premierminister ud af fatning.

»Det er umuligt at leve på sådan en pension! Priserne er vanvittige,« råbte den ældre dame, da hun fik øje på den slipseklædte Dmitrij Medvedev.

Det var en af den slags uforudsigelige situationer, der i ny og næ stænker lidt virkelighed på den russiske regerings ellers nøje retoucherede PR-billeder.

Pensionisten ramte et ømt punkt. Ruslands økonomi ligger underdrejet. Det har den gjort, lige siden annekteringen af Krim-halvøen for to år siden udløste internationale sanktioner rettet mod Rusland. Rublen er dykket, og den russiske folkepension har ikke holdt trit med priserne i butikkerne.

Medvedev, som er formand for landets regerende parti, Forenet Rusland, forsøgte et hastigt tilbagetog. Han trippede mod ministerbilen, mens omkringstående ivrigt filmede ham med deres mobiltelefoner.

»Der er ingen penge,« svarede Medvedev befippet pensionisten.

»Men hold ud. Hav det nu godt!« udglattede premierministeren, før han kørte bort.

Optrinnet gik snart viralt på de sociale medier, for det illustrerer om noget problemet for Ruslands største parti forud for parlamentsvalget næste søndag:

På den ene side kan ingen udfordre Forenet Ruslands greb om guvernørposterne, de statslige TV-kanaler og statsapparatet som sådan, men samtidig har krisen og rækken af korruptionsskandaler tæret hårdt. Trods massiv TV-dækning er partiet den seneste måned dykket fra 39 procents til 31 procents tilslutning i meningsmålingerne.

Af samme grund holder selv partiets egentlige leder, Vladimir Putin, sig klogeligt ude af valgkampen. Præsidenten plejer sit image som »partiløs« landsfader, mens partiet får rollen som politisk lynafleder.

Det setup fungerer, fordi Putins stærkeste udfordrere er bandlyst fra stemmesedlen. Til gengæld ser tillidskrisen ud til at give de øvrige Putin-loyale partier et boost målt i procent.

Målt i pladser ventes Forenet Rusland imidlertid at fastholde sin position, for som noget nyt vælges halvdelen af Dumaen i enkeltmandskredse, og her kan partiet lettere tromle mindre rivaler.

Set fra Putins kontor er det derfor ikke det store problem, når man ved Moskvas metrostationer nu kan købe satiriske T-shirts med Medvedevs fjogede grin og teksten: »Der er ingen penge, men hold ud!«.