Det er ikke mange uger siden Elon Musk gjorde sig uheldigt bemærket ved at fægte med armen til Trumps indsættelsesfest.
I en abrupt bevægelse fra brystet strakte han sin arm og udbrød »mit hjerte går ud til jer!«.
Elon Musk tog selv afstand fra, at han skulle have heilet. Ikke desto mindre satte det ild i spekulationerne om, hvorvidt det var et udtryk for nazisympati.
Derfor gik det heller ikke ubemærket hen, at højrefløjspodcasteren Steve Bannon lavede en lignende armbevægelse til en konservativ politisk konference torsdag.
På det sociale medie X er brugerne ikke i tvivl om, hvad armgestikken betyder.
»Det var ikke et vink...« bemærker en bruger, anden skriver: »Yup, det er et Sieg Heil.«
»Først Musk. Nu Steve Bannon. Amerika, du har et nazismeproblem. Jeg siger dette uden overdrivelse,« lyder det fra en tredje.
Steve Bannon er tidligere chefstrateg i Det Hvide Hus under Trumps første præsidentperiode og vært på podcasten »War Room«. Den er tidligere blevet kaldt »top spreder af misinformation« i New York Times.
Den hårde dom falder, fordi Bannon eksempelvis har inviteret evangelist og antivaxxer Clay Clark i studiet, som uden modstand fik lov at fortælle, at coronavaccinen var fyldt med fostervæv.
Steve Bannon har i øvrigt udtrykt, at han ønsker, at Donald Trump stiller op til en tredje præsidentperiode ved foran en større forsamling at udbryde: »Er i klar til Trump '28?«.
Da podcastværten gik på scenen torsdag var det til tilråbene »four more years« (fire år mere og dermed længden på en præsidentperiode, red.) fra publikum. Han gentog pointen i talen:
»Fremtiden er MAGA (Make America Great Again, red.). MAGAs fremtid er Donald Trump. Vi vil have Trump i '28. Det er det, de ikke kan holde ud. En mand som Trump ser man kun en eller to gange i et lands historie. Vi vil have Trump! Vi vil have Trump!«
Det er ellers i strid med den 22. amendment, som lyder, at ingen kandidat kan vælges til præsidentembedet mere end to gange.
I nogle hjørner af den ydre højrefløj argumenterer man for, at dette kun gælder, hvis der er tale om to præsidentperioder i træk.
Det er ikke, hvad der står i den amerikanske forfatning.
Bemærkelsværdigt nok er der ikke nogen venskabelig alliance mellem Elon Musk og Steve Bannon, og Bannon har talt særdeles grimt om rigmanden i medierne flere gange.
Senest kaldte Steve Bannon Musk for en »parasitisk ulovlig immigrant«, som vil indføre »freak-eksperimenter« og leger gud.
Steve Bannon har endnu ikke selv kommenteret optrinnet til den politiske konference, og vi ved derfor ikke, om han afviser, at der skulle være tale om en nazisympatisk hilsen.



