Lokofører pralede med høj fart på Facebook

Den 52-årige mand, som kørte et tog af sporet i det nordvestlige Spanien, pralede med sine bedrifter på Facebook. Dødstallet efter den værste togulykke i landet siden 1972 er oppe på 80.

»Dette er den tristeste Apostlens dag i mit liv,« sagde Spaniens premierminister Mariano Rajoy (th.), da han i går besøgte ulykkesstedet. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Dagen er ved at gå på hæld, men det er endnu helt lyst i Galicien, der ligger milevidt vest for sin tidszone. På en bro over banelegemet kører biler stilfærdigt frem og tilbage i tæt fyraftenstrafik, og da Alvia-hurtigtoget et par sekunder inde i videoen kommer tordnende ind i billedet, fornemmer man straks, at noget er ravruskende galt. Allerede i begyndelsen af kurven på vej ind mod stationen i Santiago de Compostela bliver den forreste passagervogn presset op over lokomotivet, og kort efter kører også resten af togsættet af sporet og smadrer ind i en betonmur.

Billederne af onsdagens voldsomme ulykke i det nordvestlige Spanien, der foreløbig har kostet mindst 80 mennesker livet, bredte sig fra YouTube til medier over hele verden sammen med et brændende spørgsmål: Hvorfor i alverden kom hurtigtoget fra Madrid drønende ind i en kurve, der var kendt for at være et af de mest problematiske punkter på strækningen, med en fart, der var næsten tre gange så høj som de anbefalede 80 kilometer i timen?

Førte sig frem på Facebook

At toget kørte alt for hurtigt, bekræftes af en ordveksling mellem lokoføreren og kontrolcenteret kort efter afsporingen, der torsdag blev lækket til spanske medier. I den erkender den 52-årige lokofører at have taget kurven med mindst 190 kilometer i timen, men samtalen afslører ikke, hvorfor det skulle gå så stærkt.

En alkoholtest foretaget umiddelbart efter ulykken viste, at han ikke var beruset. Men noget tyder på, at han til gengæld bliver mere end almindelig høj på fart. I hvert tilfælde kunne man på hans Facebook-side, indtil den  blev slettet, se et billede af et tog-speedometer, som er oppe at runde de 200 kilometer i timen efterfulgt af en drengerøvschat mellem den 52-årige lokofører og et par af hans venner.

»Hvor ville det dog være fedt at køre parallelt med Civilgarden og så overhale dem, mens radaren begyndte at hyle. Sikke en bøde Renfe (Spaniens svar på DSB, red.) ville få, ha, ha!« skriver han bl.a.

Så let slipper lokoføreren næppe selv, hvis det viser sig, at hans fartglæde har været med til at fremprovokere ulykken. I første omgang blev han i går indkaldt til vidneforklaring med en sigtets rettigheder.

Gammelt sikkerhedssystem

Lokoførernes fagforening advarer imidlertid mod at udpege lokoføreren som den eneste skyldige. En talsmand minder om, at sikkerhedssystemet på ulykkesstrækningen er af en ældre og mindre effektiv model end det, som fungerer i forbindelse med skinnelinjer bygget specielt til hurtigtognettet. Hvis det nye system, der uvist af hvilken grund stopper kort før Santiago de Compostela, havde været installeret på hele strækningen, ville ulykken aldrig være sket, påpeger han.

Også uafhængige eksperter, som avisen ABC har talt med, er skeptiske over for teorien om for høj fart som den altafgørende årsag:

»Ved ulykker af denne type er der normalt tale om et sammenfald af omstændigheder. Toget ryger ikke nødvendigvis af sporet, fordi det kører for hurtigt. Der kan også have været noget galt med skinnerne,« siger Jesús Vigil fra foreningen Amigos del Ferrocarril.

Den tristeste Aposlens dag

Mens vi venter på en forklaring fra havarikommissionen, der ikke er kendt for sin hurtighed, gik spanierne straks i gang med sorgarbejdet. Kong Juan Carlos og dronning Sofia rejste i går til Galicien for at trøste efterladte og overlevende, hvoraf 95 endnu i går aftes var indlagt på hospitaler i regionen, og hvor man fortsat arbejder på at få identificeret samtlige de hårdt tilredte dødsofre. Også premierminister Mariano Rajoy, der selv er galicier, besøgte ulykkesstedet.

»Dette er den tristeste Apostlens dag i mit liv,« sagde Rajoy med henvisning til, at den galiciske hovedstad netop i går kunne fejre sin skytshelgen Santiago (apostlen Jakob).

En begivenhed, der tiltrækker pilgrimme fra hele verden.