Løkke: Vi må ikke være naive i samhandel med andre lande

Den danske statsminister imødekommer Emmanuel Macron på dele af hans handelspolitik, selv om uenigheder lurer.

Arkivfoto. Den danske statsminister imødekommer Emmanuel Macron på dele af hans handelspolitik, selv om uenigheder lurer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om Danmark går ind for frihandel, anerkender Lars Løkke Rasmussen (V), at der må ses kritisk på handlen med tredjelande.

Det siger statsministeren på vej ind til EU-topmøde i Bruxelles.

»Europa er meget åbent, og det er det, der har gjort Europa rigt.«

»Men det er klart, at vi også skal stille tilsvarende krav til dem, vi samhandler med - at de er tilsvarende åbne,« siger han.

Dermed udtrykker statsministeren forståelse for den franske præsident, Emmanuel Macron, der har gjort det til en mærkesag i EU at sikre mere gensidig samhandel.

Den franske præsident vil kræve flere restriktioner for handel på topmødet. Men så langt følger statsministeren ikke umiddelbart Macron.

»Alt er en balance, men vi skal selvfølgelig passe på, at vi ikke får det trukket derhen, hvor man i virkeligheden optræder protektionistisk.«

»Men at der skal være »level playingfield«, altså gensidighed, det er jeg grundlæggende ikke uenig i,« siger Løkke.

På vej ind til topmødet lød det fra Macron, at der er behov for begrænsninger på udenlandske investeringer i visse sektorer, "fordi andre ikke respekterer reglerne".

Her refereres indirekte til Kina, som især Frankrig og Tyskland mener opfører sig diskriminerende, når det gælder europæiske investeringer.

De to lande presser derfor på for at sætte hårdt mod hårdt, når der skal handles med Kina.

Eksempelvis ved at lave regler, der forhindrer tredjelande i at investere i EU, hvis ikke EU har samme adgang til at investere i tredjelandene.

På topmødet forventes de europæiske ledere at vedtage en tekst, hvor handel er et af de centrale emner.

Her ventes lederne at vedtage, at der skal arbejdes for mere gensidighed. Men at en fri og fair handel også må sikres.

/ritzau/