Løkke: Stadig hårdt arbejde før brexit-aftale er i hus

Både EU og Storbritannien har interesse i at lave en exit-aftale, siger Lars Løkke Rasmussen ved topmøde.

Det vil kræve hårdt arbejde at få et tilfredsstillende Brexit, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Bruxelles. EU og Storbritannien har stadig meget hårdt arbejde foran sig, før en aftale om den britiske exit kommer i hus.

Sådan lyder meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag ved ankomsten til EU-topmødet i Bruxelles.

- Det skrider fremad. Der gøres fremskridt. Men vi er ikke der endnu, hvor vi kan sige, at de tre ting, der skulle afgøres i første fase, er på plads, siger Løkke.

- Derfor bliver det fortsat hårdt arbejde frem til topmødet i december, siger han.

Målet var oprindeligt, at forhandlingerne om den økonomiske slutopgørelse, om EU-borgernes fremtidige rettigheder i Storbritannien og om forholdene ved grænsen i Irland skulle vise "tilstrækkelige fremskridt" op til denne uges topmøde.

Det er dog ifølge EU ikke tilfældet. Det nye mål ventes derfor at være, at der skal opnås tilstrækkelige fremskridt frem mod et nyt topmøde i december.

Lars Løkke Rasmussen siger, at EU på topmødet i denne uge vil beslutte at gå i gang med det interne arbejde for at være hurtigt klar til næste fase.

- Jeg tror, at den almindelige vurdering er, at man er nået så langt, at vi nu kan gå i gang med at forberede næste runde forhandlinger med Storbritannien, siger han.

Lars Løkke Rasmussen forventer stadig, at exit-forhandlingerne vil lykkes.

- EU har en interesse i, at vi skal lave en aftale. Og det tror og håber jeg også, at Storbritannien har, siger statsministeren.

/ritzau/