Løkke fordømmer men tøver med ekstra Rusland-sanktioner

Statsministeren Lars Løkke Rasmussen vil presse på for FN-løsning i Syrien, men tøver med sanktioner.

Bruxelles. Mens den svenske statsminister før et EU-topmøde torsdag i Bruxelles kræver flere sanktioner mod Rusland, så tøver den danske statsminister.

Baggrunden er Ruslands rolle i krigen i Syrien, hvor russerne støtter det syriske styre.

- Jeg ved ikke, om flere sanktioner nu og her gør forskellen. Men det skal man selvfølgelig være parat til. Det, der er brug for her, er handling. Det er at tvinge folk ind i FN's Sikkerhedsråd, siger Lars Løkke Rasmussen (V).

Statsministeren insisterer samtidig på, at den danske regering trækker i den tunge ende, når det gælder pres på Rusland og sanktioner.

- Vi er på hardliner-linjen i forhold til Rusland, siger Løkke.

Sveriges statsminister siger før mødet, at svenskerne er klar til at gå videre.

- I anledning af det, som sker i Syrien, er vi parate til at iværksætte sanktioner. For Sverige er det bestemt aktuelt, siger Stefan Löfven.

Man "kan tilmed forestille sig, at russiske statsborgere sanktioneres", siger ministeren.

/ritzau/