Løkke efter timelangt møde: Vi har set for unuanceret på Trump

Brendan Smialowski Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg har hele tiden sagt, at den her administration skal bedømmes på sine handlinger og ikke på enkeltstående tweets.«

Sådan sagde Lars Løkke Rasmussen (V) til de fremmødte journalister kort efter sit møde med USAs præsident Donald Trump torsdag aften dansk tid med henvisning til Trumps ofte omdiskuterede ytringer på det sociale medie Twitter. Og den danske statsminister udtrykte, at vi måske har set meget unuanceret på Trump-administrationen.

De to statsledere diskuterede bl.a. frihandel, Danmarks bidrag til NATO og kampen mod Islamisk Stat, forklarede Lars Løkke Rasmussen.

»Vi havde en god drøftelse,« konstaterede Lars Løkke Rasmusen:

»Jeg fik italesat værdien af frihandel, grøn omstilling og de nye bæredygtige mål i FN, og at det også er vigtigt at levere på dem.«

Det var allerede inden mødet forventet, at Danmarks forsvarspolitik ville blive bragt op, bl.a. fordi Donald Trump har udtrykt kritik af, at mange NATO-lande ikke bidrager med nok penge til alliancen. Den diskussion tog Lars Løkke Rasmussen »offensivt,« forklarede han.

»Vi havde en god samtale om det, dansk forsvar leverer. Man kan ikke beskylde os for at overforbruge. Men det, vi bruger, det bruger vi godt. Og vi drøftede selvfølgelig også, at der skal være en mere solidarisk hæftelse i NATO. Det er en kendt sag, at USA yder broderparten. Og det er også regeringens ambition at give dansk forsvar et substantielt løft til efteråret. Jeg oplevede en meget stærk anerkendelse af det, vi gør,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Inden mødet blev der spekuleret i, hvordan Løkke og Trump ville diskutere bl.a. klima og frihandel, da den amerikanske præsident har bebudet et opgør med frihandelsaftaler og klimakampen. Ifølge Lars Løkke Rasmussen var Trump åben for bidrag og gode argumenter.

»Donald Trump har jo en klar vision for USA og fuld respekt for det. Men jeg mærker også en præsident, der er åben for bidrag. Det er klart, at der endnu er åbne spørgsmål. Men mit indtryk er, at det er en administration, der er ved at tage sin form, og som er åben overfor input til, hvordan man omsætter tingene til handling,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Samtidig understregede han, at Trump ser positivt på Europa.

»Billedet der står tilbage er en præsident med et billede af et Europa, som efter Brexit holder sammen, og som bakker 100 procent op om Nato. Det er to gode ting at tage med hjem herfra,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen afsluttede mødet som den fjerde europæiske statsleder, der er på officielt besøg hos Donald Trump, siden hans indsættelse i januar, hvor britiske, irske og tyske regeringsledere indtil videre har været på besøg. Og allerede inden mødet var der positive toner fra Donald Trump.

»Det er godt at møde den danske statsminister. En vidunderlig mand, der gør et vidunderligt stykke arbejde. Vi har et fremragende forhold, og vi arbejder sammen på mange områder,« sagde Trump inden mødet.