Løkke: Danmarks gode forhold til Tyrkiet er ikke ændret

Den danske ambassadør i Tyrkiet har været til samtale fredag efter tyrkisk kritik af Rasmus Paludan.

Udenrigsministeriet bekræfter, at dansk ambassadør i Tyrkiet har været til samtale. Det sker efter tyrkisk kritik af Rasmus Paludans varslede koranafbrænding. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske udenrigsministerium bekræfter fredag, at den danske ambassadør i Tyrkiet har været indkaldt til samtale.

Det sker i en pressemeddelelse.

Her udtaler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sig også.

»Danmark har et godt forhold til Tyrkiet, og det ændrer denne sag ikke på,« siger Løkke med henvisning til sagen, der har Rasmus Paludan i centrum.

Paludan har varslet, at han fredag vil brænde koraner tre forskellige steder i København – herunder ved den tyrkiske ambassade.

»Vores opgave er nu at tale med Tyrkiet om, hvordan vilkårene er i Danmark med vores åbne demokrati, og at der er forskel på Danmark som land – og vores folk som sådan – og så på enkelte personer, som har stærkt afvigende synspunkter,« lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

At indkalde en ambassadør til samtale betragtes generelt som et markant diplomatisk værktøj, som sender et stærkt signal til ambassadørens land.

Dansk-svenske Rasmus Paludan har den seneste uges tid bidraget til, at et i forvejen anspændt forhold mellem Sverige og Tyrkiet er forværret.

Paludan brændte lørdag en koran foran Tyrkiets ambassade i Stockholm.

Det fik blandt andet den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, til at meddele, at han ikke vil give opbakning til svensk NATO-medlemskab.

Sverige har sammen med Finland søgt om at blive en del af NATO.

Det kræver dog godkendelse fra samtlige 30 NATO-lande. Indtil videre har Tyrkiet som eneste land nægtet at give grønt lys.

Rasmus Paludan sagde torsdag til den svenske avis Aftonbladet, at han fredag vil brænde en koran tre steder i København. De skal efter planen finde sted ved en moské, ved Ruslands ambassade og ved Tyrkiets ambassade.

Omkring klokken 13 har Paludan gennemført den første afbrænding. Den fandt sted ved en moské på Dortheavej i Nordvestkvarteret i København.

/ritzau/