lllusionen om Donald Trump

Donald Trump sagde i denne uge, at han havde besluttet ikke at tage spørgsmålet om Bill Clintons utroskab op. Hans udtalelser lørdag tyder på, at han vil, og at han nu vil bruge den brændte jords politik. Foto: Mike Segar/Reuters Fold sammen
Læs mere

Hvordan kunne det komme så vidt?

Hvordan kunne et af de historisk mest estimerede partier i den vestlige verden opstille en mand som Donald Trump – og hvordan kunne de bede amerikanerne om at gøre ham til præsident for verdens mest magtfulde nation?

Spørgsmålet har ikke direkte noget at gøre med den aktuelle Trump-video, men svaret har. For det kommer fra den samme form for sortekunst.

For Donald Trump har brugt sig selv som rambuk for sit argument. Årtiers politisk korrekthed har kørt USA i sænk, og det er på tide, at vi taler rent ud af posen, sagde han.

Og det gjorde han så. I »The Apprentice« på TV nedgjorde han tabere og kvinder, og nu steg han ud af sit realityshow og begyndte at fortælle republikanerne, hvad mange af dem gerne ville høre: At mexicanere var voldtægtsmænd, at kvinder var fede og hysteriske, at sorte var slappe, at bistandsmodtagere var nassere, at muslimer var terrorister, og at præsident Putin var et mandfolk.

Donald Trump normaliserede en retorik, som var dybt politisk ukorrekt, og det var helt fint, for retorikken var ikke problemet, men den politiske korrekthed var. Og dermed normaliserede Donald Trump også sig selv. For hvis det var i orden at være et politisk ukorrekt menneske, så var Donald Trump topmålet af i orden. Han var gået konkurs med fem selskaber, han betalte ikke indkomstskat, han nedlagde kvinder og blev gift og skilt i en uendelighed, og han pralede af, hvordan han bestak politikere, og dermed vidste han, hvordan systemet fungerede og kunne fikse det bedre end alle andre, sagde han.

Han tog alle de svagheder, som ville have dødsdømt enhver anden kandidat, og gjorde – ikke svaghederne, men fordømmelserne af svaghederne, til problemet. Eller som den politiske analytiker Josh Barro fra Business Insider skrev lørdag: »I takt med, at sexisme og racisme blev uhøfligt, blev mange republikanere overbeviste om, at høflighed var selve problemet.«

Det var hans fortjeneste, det var hans sortekunst, og kunsten virkede så godt, at han for bare få uger siden ifølge menings­målingerne stod til at blive amerikansk præsident.

Kunsten virkede lige indtil fredag aften dansk tid.

Washington Post offentliggjorde en godt tre minutter lang videooptagelse, hvor Donald Trump i 2005 sagde uhyrligheder om sit forhold til kvinder og sin berømmelse. Han var en stjerne – sagde han – og når man er stjerne, kan man gøre alt. Han kyssede kvinder, hvis han fik lyst og uden at spørge, og han gramsede dem et vist sted, sagde han, og han talte om kvinder og kvindelige kønsdele i et sprogbrug, der lyder som for meget Viagra og for lidt respekt.

Samtlige amerikanske TV-kanaler viste videoen, og de fleste viste videoen i dens helhed, og pludselig – tæt på og personligt – så mange af hans tilhængere gennem hans kraftfelt.

Det var som afslutningen på Elia Kazans klassiker »A Face in the Crowd,« hvor folkeforføreren »Lonesome« Rhodes bliver fanget på en tændt mikrofon. Han nedgør sine tilhængere, de er stupide, han har taget dem alle ved næsen, de er faldet for hans tricks, og han kalder dem »idioter, tosser og prøveklude«. Hans ord bliver sendt ud på TV, og på den anden side af skærmen sidder de mennesker, som kort forinden hyldede ham, og i det øjeblik brister illusionen. For der er ikke nogen messias, ingen redningsmand, intet trylleri, blot en taskenspiller.

Trump fortalte sine tilhængere, at politisk korrekthed var en ulykke, og tilhængerne elskede det, fordi argumentet var vendt mod andre. Men når han pludselig siger foran et tændt kamera og med overbevisning, at han uanfægtet kan angribe deres døtre, koner, mødre og søstre seksuelt, så vender logikken 180 grader. Så er eksistensen af sexisme ikke nødvendigvis problemet, men i højere grad de personer, som praler af at udøve den.

Det er betydningen af videoen.