Livsvigtigt gennembrud i russisk-ukrainsk gaskrig

EU, Rusland og Ukraine tog fredag et betydeligt skridt mod at sikre de livsvigtige gasleverancer gennem vinteren, da de tre parter i Berlin blev enige om et konkret forslag til en »vinterpakke«. Den skal dog godkendes i Moskva og Kiev i løbet af næste uge, inden en »varm vinter« er sikret.

Om alt går efter planen, som fredag begyndte at tage form i Berlin, vil russisk gas atter kunne sive til ukrainske og andre europæiske haner forud for vinterens komme. Den næsten indgåede »vinterpakke« vil blandt andre komme denne medarbejder, som holder styr på knapper og haner på et gasværk i nærheden af den vestukrainske by Uzhgorod, til gode. Fold sammen
Læs mere

BRUXELLES: Et helt centralt stridspunkt mellem Rusland og Ukraine rykkede fredag nærmere en løsning, da energiministrene fra Rusland og Ukraine sammen med EUs tyske energikommissær, Günther Oettinger, blev enige om et konkret forslag til en »vinterpakke«, der vil åbne for livsvigtige leverancer af russisk gas til Ukraine gennem den normalt iskolde vinter. Aftalen vil også sikre russisk gas til EU.

Der er tale om lidt af et gennembrud i det lys, at Rusland lukkede for gassen til Ukraine tilbage i juni – officielt fordi Ukraine var bagud med regninger for milliarder. Og med vinteren på vej er en aftale om gasleverancer helt afgørende for Ukraine.

»Chancen er meget stor,« sagde Günther Oettinger med et stort smil på et pressemøde fredag eftermiddag, da han skulle vurdere, om det også ender med en bindende aftale i næste uge.

Det begrundede han med, at de afgørende detaljer var på plads, samt at det havde været et konstruktivt forløb med begge landes energiministre samt topcheferne for henholdsvis det russiske gasselskab Gazprom og det ukrainske gasselskab Naftogaz.

18 milliarder på bordet inden nytår

Den foreløbige aftale indebærer, at Ukraine skal betale to milliarder dollar af gælden inden udgangen af oktober og yderligere 1,1 milliarder dollar i december. Altså i alt 3,1 milliarder dollar inden årets udgang – eller omkring 18 milliarder danske kroner.

Til gengæld vil Rusland så levere de fem milliarder kubikmeter gas, som Ukraine har brug for, hvis vinteren skal klares. Vinterleverancerne vil ske til en fast aftalt pris og skal betales forud for leveringen.

Inden ukrainerne kan ånde lettet op med udsigten til en »varm vinter«, skal aftalen dog godkendes af regeringerne i såvel Moskva som Kiev og underskrives i Berlin inden udgangen af næste uge. Og det er set talrige gange før i løbet af krisen, at skitser til aftaler ikke har ført til bindende aftaler.

Når Oettinger denne gang er så optimistisk, hænger det ud over indstillingen under forhandlingerne, utvivlsomt sammen med, at Ukraine på flere fronter har givet indrømmelser til Rusland de seneste uger. Dels med loven om særstatus til regionerne i det østlige Ukraine med en slags selvstyre til de prorussiske separatister. Dels med udskydelsen af frihandelsaftalen mellem EU og Ukraine, som Rusland er indædt modstander af.

Sikrer også gas til EU

For EU vil der være flere grunde til at være begejstret, hvis det lykkes at få en bindende aftale på plads i næste uge. Det vil både være et skridt mod en fred, der måske kan holde, ligesom det også vil sikre de enorme russiske gasforsyninger til EU gennem vinteren. Kommissær Oettinger fortalte således, at uden leverancerne til Ukraine vil trykket i de ukrainske rørledninger falde så meget i løbet af vinteren, at det også kunne ramme de europæiske forsyninger, som hidtil er fortsat, mens gassen har været lukket til de ukrainske forbrugere.

Den russiske energiminister, Alexander Novak, sagde ifølge det tyske nyhedsbureau DPA efterfølgende, at »detaljerne i vinterpakken er tilfredsstillende for os«.

Hvor meget Ukraine, skylder Rusland for tidligere gasleverancer, er ikke endeligt fastlagt, men beløbet er i aftalen fastsat til minimum de 3,1 milliarder dollar, men kan stige til 5,2 milliarder dollar, hvilket skal afgøres af en voldgift i Stockholm. Det bliver dog tidligst til foråret, at den afgørelse foreligger, og det har derfor hastet med at få en aftale for vinteren på plads.

Forsigtig optimisme

Der er dog fortsat grund til at være forsigtig med optimismen, da der stadig er mange uafsluttede elementer i konflikten mellem Rusland og Ukraine. Flere internationale medier kunne fredag således berette, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har skrevet et brev til EU-Kommissionens afgående formand, José Manuel Barroso, hvori han kræver markante ændringer af frihandelsaftalen mellem EU og Ukraine.

EU-Kommissionens danske talskvinde, Pia Ahrenkilde Hansen, bekræftede fredag, at Barroso har modtaget et brev fra Putin. Hun kommenterede dog ikke indholdet nærmere. Pia Ahrenkilde Hansen fastslog dog, at frihandelsaftalen er en aftale mellem EU og Ukraine, som kun de to parter kan lave om. Til gengæld vil man forhandle med Rusland om selve implementeringen af frihandelsaftalen.