Litauens præsident, Gitanas Nauseda, har søndag sikret sig endnu en periode som statsoverhoved ved søndagens præsidentvalg.
Det står klart, efter at den 60-årige partiløse Nauseda natten til mandag har vundet 74,6 procent af stemmerne med 90 procent af stemmerne optalt.
- Vælgerne har givet mig et stort tillidsmandat, og jeg er klar over, at jeg skal værne om det, siger Nauseda til journalister i hovedstaden Vilnius.
- Nu, hvor jeg har fem års erfaring, tror jeg, at jeg helt sikkert vil være i stand til at bruge denne periode rigtigt, først og fremmest for at indfri målene om velfærd til alle litauere, lyder det videre.
Hans modkandidat, Ingrida Simonyte, meddelte allerede tidligere søndag aften, at optællingen viste, at hun havde tabt valget. På daværende tidspunkt var 30 procent af stemmerne optalt og Nauseda havde her fået 82 procent af stemmerne.
Natten til mandag har Simonyte vundet 23,8 procent af stemmerne med 90 procent optalt.
Ingrida Simonyte tilhører det nuværende regeringsflertal.
Nauseda og Simonyte er enige, når det gælder Litauens udenrigs- og sikkerhedspolitik. Begge er stærke tilhængere EU og Nato, som Litauen er med i.
Der skal oprustes, så tre procent af landets bnp går til forsvaret. Så Litauen kan forsvare sig mod et aggressivt Rusland, der i Ukraine har vist, hvad det er rede til.
Lidt over halvdelen af litauerne siger i meningsmåling, at det er muligt eller meget sandsynlig, at Rusland vil angribe Litauen på et tidspunkt.
Nausedas konservatisme går et skridt længere.
Simonyte har under valgkampen agiteret for et mere moderne Litauen. At man blandt andet bør tillade registret partnerskab mellem mennesker af samme køn. Det afviser Nauseda.
Præsidentens magt i Litauen gælder i forhold til udenrigs- og forsvarspolitikken. Han kan i fællesskab med parlamentet udpege en premierminister.
Litauen er en tidligere sovjetrepublik, der fik sin uafhængighed i 1991.
/ritzau/Reuters