Det er ekstremt vigtigt, at de baltiske stater – Estland, Letland og Litauen – bliver styrket med flere amerikanske soldater.
Det mener Litauens præsident, Gitanas Nauseda. Han peger på Ruslands militære opbygning som årsag.
Præsidenten kom med sin udtalelse efter et møde med den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, i Litauens hovedstad Vilnius lørdag.
»Ruslands militære oprustning på Natos østlige flanke ændrer sikkerhedssituationen,« sagde han.
»Det har afgørende betydning, at de baltiske staters regionale sikkerhed styrkes med yderligere militær styrker fra USA. Samtidig med at det militære samarbejde udvikles,« tilføjede præsidenten.
Rusland krævede tidligere i denne uge, at alle USAs væbnede styrker i Centraleuropa, Østeuropa og Baltikum trækkes ud.
Også Litauens premierminister, Ingrida Simonyte, ønsker flere amerikanske soldater til regionen.
Hun udtaler, at »vi kan sige med stor sikkerhed, at de russiske styrker i Hviderusland ikke vil forlade landet efter en stor fælles militærøvelse med belaruserne«.
Den amerikanske vicepræsident, Kamala Harris, har tidligere sagt til de baltiske ledere, at USA overvejer at forstærke de tre republikker militært.
Det fortæller den litauiske præsident Nauseda.
»Vi har fået at vide, at amerikanerne for øjeblikket taler om en forstærkning af Baltikum. Fordi truslerne kræver et svar – både fra Nato og fra USA.«
Han tilføjer, at han håber, at de baltiske forsvarsministre kommer til at mødes om sagen i Vilnius.
Lederne af Estland, Letland og Litauen havde fredag et møde med USAs vicepræsident, Kamala Harris.
Lørdag mødes den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, med udenrigsministrene fra både Estland, Letland og Litauen. Det sker i Litauens hovedstad, Vilnius.
/ritzau/Reuters