Litauen ophæver droneadvarsel efter alarm i parlamentet
Hæren sendte kortvarigt advarsel til indbyggere og bad parlamentsmedlemmer i Vilnius om at søge tilflugt.

Hæren sendte kortvarigt advarsel til indbyggere og bad parlamentsmedlemmer i Vilnius om at søge tilflugt.

Litauen udsendte onsdag et varsel om fare i luftrummet og opfordrede kortvarigt folk til at søge dækning i flere regioner.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Imens blev flytrafik indstillet i hovedstadens lufthavn på grund af frygt for droner i landets luftrum.
- Søg med det samme tilflugt et sikkert sted, tag dig af dine nærmeste, og afvent nye anbefalinger, hed det ifølge nyhedsbureauet Reuters i en meddelelse fra hæren sendt til folk i hovedstaden.
Senere blev alarmen ophævet, lufthavnen genåbnet, og hæren siger ifølge AFP, at borgere kan forlade deres tilflugtssteder.
Ifølge landets forsvarsminister, Vladislav Kondratovič, fløj dronen mod byen Lentvaris nær hovedstaden, Vilnius.
Senere lyder det, at den har en anden kurs og følges af jagerfly fra den vestlige militæralliance Nato. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Der blev også sendt en advarsel ud i parlamentsbygningen i Vilnius.
- På grund af risikoen for luftangreb opfordrer vi alle personer i bygningen til at søge tilflugt det nærmest mulige sted, lød det over parlamentets højttalersystemer.
Billeder viser folk i et beskyttelsesrum i parlamentet.
Det nationale krisehåndteringscenter i Litauen meddelte tidligere onsdag, at det havde udsendt en advarsel på grund af en drone i nabolandet Belarus. Den var blevet observeret med kurs mod Litauen.
I den forbindelse lød det, at dronens oprindelse ikke var blevet bekræftet.
/ritzau/