Lige meget hvad: En systemstormer sætter sig på magten i Frankrig

Franskmændenes vrede mod »systemet« er så voldsom, at samtlige præsidentkandidater har forsøgt at stille sig i spidsen for opgøret med det. Men hvor kommer den fra?

Foto: GEORGES GOBET. Den franske præsident, Francois Hollande, ses her ved præsidentvalgets første runde.
Læs mere
Fold sammen

Kun en ting var sikker, da franskmændene søndag gik til urnerne til præsidentvalgets første runde. Uanset hvem de satte kryds ved, vil det være en »systemkritiker«, der flytter ind i Élysée-palæet efter den afgørende afstemning 7. maj. I hvert fald i egen bevidsthed.

Samtlige kandidater med chance for at vinde valget har under en lang og dramatisk valgkamp forsøgt at stille sig i spidsen for den bølge af folkelig vrede, der andre steder i den vestlige verden har ført til Brexit, valget af Donald Trump og fremmarchen af protestbevægelser som italienske M5S eller spanske Podemos. Det er den politiske elite, de traditionelle medier og generelt »La France d’en haut« (Overfrankrig), som er skyld i landets problemer, har det lydt fra både højre, venstre og såmænd også midten, mens kandidaterne forsøgte at give Sorteper som systemets repræsentant videre til hinanden.

Med begrænset troværdighed. For når en af dem angreb en anden for at være uddannet på en fin eliteskole, kunne han svare igen med at minde om den førstes 35 år som levebrødspolitiker. Stort set lige så mange som »oprørslederen«, der i en svunden tid var Frankrigs yngste senator. Og heller ikke den kandidat, som måske bedst repræsenterede et opgør med det hidtidige »establishment«, kunne sige sig fri for en 13 år lang karriere i Europa-Parlamentet med dertilhørende suspekt brug af EU-midler.

Når samtlige alligevel vågede et halvt øje for med jævne mellemrum at trække »system-kortet«, var det med god grund. Ifølge en meningsmåling foretaget af tænketanken Institut Montaigne i efteråret 2016 er 57 pct. af franskmændene utilfredse med deres folkestyre, og hele 76 pct. mener, at situationen bliver værre og værre. En vrede, som de i valgkampens første fase fik afløb for ved systematisk at kappe hovedet af forhåndsfavoritterne ved de traditionelle partiers primærvalg.

15 år efter

Men hvor kommer den fra, vreden, og hvorfor har den vokset sig så stærk, at ingen præsidentkandidater længere tør vedkende sig klassiske politiske dyder som erfaring og gode forbindelser? Det afhænger af, hvem man spørger.

Blandt højrefløjsvælgere vil nogle fremhæve, at eliten har ofret Frankrig på globaliseringens multikulturelle alter for egen vindings skyld. Andre vil pege på manglende evne til at reformere landets økonomi og vilje til at stå fast over for protester mod enhver forandring som den vigtigste dødssynd.

Fra venstre lyder anklagerne om systematisk korruption og andre former for magtmisbrug særlig højt. Men også her kan man finde indignation over, at de seneste års skiftende socialistiske og konservative regeringer har forsømt at beskytte franske lønmodtagere mod globaliseringens skyggesider.

Fælles for alle er imidlertid fornemmelsen af at være blevet svigtet af en politisk klasse, der gennem årtier har været uden kontakt til store dele af befolkningen. En fejl, som de franske politikere ikke er alene om, men som er så meget desto mere graverende, fordi de som de første i Europa modtog et wake up-call, da den tidligere Front National-leder, Jean-Marie Le Pen, gik videre til anden valgrunde i 2002.

Le Monde opsøgte forleden en række af de vælgere, der som helt unge dengang deltog i spontane demonstrationer mod den yderste højrefløj og senere var med til at stemme den konservative Jacques Chirac til magten med monumentale 82 pct. af stemmerne. For samtlige er håbet om demokratisk fornyelse for længst bristet. De fleste afviser igen at stemme taktisk, hvis de overhovedet rejser sig fra sofaen, og enkelte vil oven i købet sætte kryds ved datteren af deres hadefigur fra dengang, Marine Le Pen.

»De seneste 15 år er det gået enormt tilbage med de demokratiske værdier. Den politiske klasse har glemt at bekymre sig om, hvad der er i samfundets interesse, for at hytte deres eget skind, og imens er den sociale kløft forsat med at vokse,« som en af dem sammenfatter det over for avisen.

Der bliver med andre ord nok at se til, når Frankrigs første systemkritiske præsident i nyere tid midt i maj overtager magten. Uanset hvilken anti-elitær kulør vedkommende måtte have.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa og opholder sig i disse uger i Paris.