Lidegaard kræver bredt sammensat regering i Irak

Hvis Irak skal gøre sig håb om at slå IS tilbage, og landet skal undgå at falde fra hinanden, så er det afgørende, at den kommende regering bliver mere repræsentativ, lyder det fra den danske udenrigsminister.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Hvis Irak skal undgå fremtidig splittelse og gøre sig håb om, at landet på sigt kan samles, så er det afgørende, at den kommende regering kommer til at bestå af repræsentanter fra landets forskellige etniske og religiøse grupper.

Sådan lyder budskabet fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i forbindelse med, at irakiske politikere forsøger at danne en ny regering i det uroplagede land.

»Det allervigtigste er faktisk, at den regering, som sidder i Irak, nu prøver at lave en regering, som er for alle de forskellige grupper, der er inde i Irak. For det, der er det store problem i Irak, er, at der er tre store grupper; kurderne, sunnimuslimer og shiamuslimer. Og de har faktisk bekriget hinanden i rigtig mange år efterhånden. Det, der er brug for, er, at de finder ud af, at det skal de ikke gøre længere. De skal leve fredeligt side om side, selvom de har hver deres baggrund,« siger Martin Lidegaard.

Under Nuri al-Malikis shiadominerede regering, har de irakiske sunnumuslimer haft svære kår, og det kan have skabt grobund for jihadisterne i den sunnismuslimske gruppe Islamsisk Stats (IS) fremgang i landet. Derfor har også amerikanerne opfordret til, at Iraks næste regering i højere grad kommer til at afspejle landets etnisk-religiøse sammensætning, end det har været tilfældet under Maliki. Samme budskab har Martin Lidegaard fremsat over for den irakiske udenrigsminister, forklarer han.

»Han kunne fortælle mig, at de er i gang med at prøve at lave sådan en regering. Og jeg prøvede at fortælle, det er meget vigtigt, der også er sunnimuslimer med i den regering, fordi det er sunnimuslimerne, der i øjeblikket støtter denne her meget islamistiske gruppe (IS, red.). Håbet er, at hvis Irakerne gør det, og vi andre kan hjælpe med at slå gruppen tilbage og hjælpe dem, der er flygtet med at komme tilbage, er der håb for, at irakerne kan få en bedre fremtid,« siger han.

Men Iraks nye leder, Haider al-Abadi, har ikke lang tid til at forsøge at samle det splittede land, lyder det samtidig fra Martin Lidegaard.

»Den 10. september skal den nye regering være på plads. Så inden den 10. september skulle vi meget gerne have en ny regering i Irak, som bliver en regering for alle de grupper, der bor i Irak, og dermed forhåbentlig også fjerne noget af støtten til denne her islamistiske gruppe, IS.