Lidegaard i dobbeltild i Gaza-konflikten

Udenrigsminister Martin Lidegaard fordømmer Hamas, men nøjes med at kritisere Israel, og begge dele får han på puklen for.

Fortvivlede palæstinensiske patienter sidder i venteværelset på Al-Aqsa Martyrernes Hospital i Gaza-striben, efter at hospitalet er blevet ramt af israelske granater, der dræbte fire og sårede mindst 70. Foto: Mohammed Abed/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er kommet under dobbeltild på grund af sine bemærkninger om krigen mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gaza.

Forklaringen er, at udenrigsministeren »fordømmer«, at Hamas-bevægelsen sender raketter ind over Israel, men kun »kritiserer« Israels gengældelse for at være for hårdhændet.

Samtidig får Martin Lidegaard på puklen for overhovedet at kritisere Israel. For ifølge Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, er der ingen tvivl om, at det er Hamas, der bærer ansvaret for de hundredvis af civile menneskeliv, som indtil videre er gået tabt på den palæstinensiske side af konflikten.

»Ja, jeg bliver beskyldt fra begge sider. Men der er stor forskel på Hamas, der er en terrororganisation, og Israel, der er en demokratisk retsstat. Og vi har ikke indikationer – endsige beviser for – at Israel bevidst handler i uoverensstemmelse med international ret. Derfor nøjes jeg med at kritisere Israel,« siger Martin Lidegaard, der ikke vil gøre sig til dommer over, hvorvidt Hamas bevidst bruger den palæstinensiske civilbefolkning som menneskeligt skjold mod Israels angreb.

Det påstår den israelske regering.

»Derfor siger jeg, at krigen skal undersøges grundigt. De folk – fra begge sider i konflikten – der har ansvaret, skal vide, at de kommer til at stå til ansvar, hvis de begår krigsforbrydelser,« siger Martin Lidegaard.

Nej til stop for handelsaftale

Han understreger dog, at det er helt legitimt at stille krav til Israel om, at landets militære styrker gør alt, hvad de kan, for at undgå civile tab i jagten på Hamas.

»Israel er jo en demokratisk retsstat, oven i købet med et militært overtag, så selvfølgelig kan man kræve, at de overholder international humanitær folkeret. Omvendt er det også svært at bruge så kraftige ord som at fordømme, når vi ikke har dokumentation for, hvad der præcist foregår,« siger Martin Lidegaard.

Han mener dog umiddelbart, at Israels reaktion »er ude af proportioner« og understreger, at Israel har pligt til at sondre mellem civile og militære mål.

Men udenrigsministeren medgiver, at det kan være svært i et så utroligt tæt bebygget område som Gaza, hvor Hamas måske – måske ikke – bruger de civile som menneskeligt skjold.

Det er præcis det problem, Danmark og de andre NATO-lande har stået overfor i Afghanistan, hvor NATOs bombardementer også har kostet et stort antal civile afghanere livet, og hvor NATO netop også beskylder Taleban-militsen for at gemme sig blandt civile.

Martin Lidegaard afviser også et forslag fra Enhedslisten, der mener, at EU skal ophæve handelsaftalen med Israel, hvis landet ikke indstiller angrebene i Gaza.

»Det er for tidligt at tage stilling til. I det hele taget er der ikke brug for at tale konflikten op. Det gavner kun høgene på begge sider, og taberne er de civile palæstinensere og befolkningen i Israel, der lever med terrortruslen fra Hamas,« fastslår udenrigsministeren.

Fordømmelse af Hamas

Kritikken af Martin Lidegaard begyndte, da han søndag for første gang kommenterede det nu to uger lange opgør mellem Israel og Hamas. Det skete først med en opdatering på Facebook, siden søndag aften med en kommentar for åben skærm på TV 2 News og DR.

»Jeg opfatter både mig selv og Danmark som venner af Israel, men Israel gør det ikke altid let for sine venner at forsvare landets gerninger, når så mange uskyldige mænd, kvinder og børn mister livet,« skrev ministeren i en kommentar på Facebook.

»Alle forstår Israels behov for at forsvare sig selv. Men det er svært at forklare, hvorfor det skal koste så mange uskyldige mennesker livet«, fortsatte Martin Lidegaard, der dog også langer ud efter Hamas.

»Hamas og andre grupper i Gaza sender livsfarlige raketter mod den israelske civile befolkning – i flæng. Det fordømmer jeg og regeringen. Hamas må og skal også indgå og overholde våbenhviler,« skrev udenrigsministeren.