Lidegaard: Danmark nødt til at bekæmpe skrækindjagende Islamisk Stat

Danmark går med i en USA-ledet kernekoalition i bekæmpelsen af Islamisk Stat. I første omgang er der ikke lagt op til yderligere militære bidrag fra Danmark, men udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil ikke udelukke muligheden.

ARKIVFOTO. Udenrigsminister Martin Lidegaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERik Refner

NEWPORT/WALES: Truslen fra Islamisk Stat rangerer helt på højde med konflikten i Ukraine, og Danmark går derfor med i en USA-ledet koalition, der vil ramme bredt, såvel militært som finansielt, fortæller udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til de danske journalister på NATO-topmødet i Wales.

»Danmark har sagt ja til at deltage i den her koalition. Danmark er ligesom alle de andre lande skrækslagne over, hvad der foregår, og de afskyelige handlinger, der finder sted. Og vi mener, at ISIL (Islamisk Stat, red.) udgør en af de allerstørste - hvis ikke den allerstørste - sikkerhedstrussel i øjeblikket, så selvfølgelig vil vi gerne bidrage,« siger udenrigsministeren.

Folketinget har allerede i august besluttet at sende et Hercules-transportfly til Irak, men i første omgang bliver Danmarks bidrag ikke med yderligere militært materiel eller soldater.

»Det ligger ikke i kortene lige nu, men omvendt vil jeg ikke afvise, at det kan komme på tale. Situationen i Irak udvikler sig hele tiden, men den amerikanske melding har indtil nu været, at det, der var brug for, er det, vi leverer nu. Det vil afhænge af, hvad USA beder os om, hvad situationen på landjorden er, og hvad grundlaget for en sådan operation er. Lige nu er det ikke aktuelt,« fortæller Martin Lidegaard.

Danmark vil derimod bidrage med efterretninger i bekæmpelsen af finansieringen af Islamisk Stat og opruste bekæmpelsen af danske frivillige, der drager til Syrien og Irak for at kæmpe for Islamisk Stat. Desuden forventer udenrigsministeren selv at tage til Mellemøsten inden for de kommende uger for at få flere lande med i koalitionen.

I første omgang er ti lande med i koalitionen, men døren står meget åben, og håbet er, at mange flere vil deltage, ikke mindst fra den arabiske verden.

»Vi vil indbyde alle lande til samarbejde. ISIL er alles fjende. Der er ikke nogen lande, som bryder sig om, hvad der foregår, og derfor burde det være muligt at lave en global koalition,« mener Martin Lidegaard.

Koalitionen skal nu bruge de kommende uger på at få lagt en samlet strategi for bekæmpelsen af Islamisk Stat i Irak, mens det er meget vanskeligere at finde ud af, hvad man stiller op i Syrien.

»Det er linket sammen fuldstændig, hvad angår ISIL i de to lande, og derfor kræver det også en løsning på situationen i Syrien. Det er helt indlysende en meget sværere situation i Syrien. Der er ikke nogen regering, som vi kan sætte vores lid til, og det er i enhver forstand en mere kompleks situation. Vi har heller ikke et samlet verdenssamfund, der er enig om, hvad vi gør i Syrien,« siger udenrigsministeren.

USA luftbomber allerede i det nordlige Irak, og briterne vil muligvis slutte sig til den mission i løbet af et par uger. Også et ellers meget tilbageholdende land som Tyskland bidrager med våben til kurderne, der forsøger at bekæmpe Islamisk Stat i det nordlige Irak.

De ti lande i koalitionen er USA, Danmark, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Tyrkiet, Polen, Canada og Australien. Irak har fredag formelt bedt om hjælp.