Libysk oprørsleder vil angribe hovedstaden Tripoli

Libyen har været plaget af uro siden Muammar Gaddafis fald i 2011 og kan nu være på vej mod store sammenstød.

Den libyske oprørsleder Khalifa Haftar har torsdag beordret sine styrker til at angribe landets hovedstad, Tripoli.

»Tiden er inde,« siger Haftar på en lydoptagelse, som hans milits, den libyske nationalhær (LNA), har offentliggjort torsdag.

Libyen har været plaget af uro siden oprøret, der væltede den mangeårige leder Muammar Gaddafi tilbage i 2011.

Landet er delt mellem to regeringer.

Hovedstaden Tripoli i det vestlige Libyen er hovedsædet for den FN-anerkendte regering, der ledes af Fayes al-Sarraj.

I det østlige Libyen sidder en regering, der støttes af LNA, på magten.

Oprørslederen beskriver hærens varslede offensiv som en »sejrsmarch«.

»Vi kommer til Tripoli. Vi kommer.«

»Dem, der lægger deres våben ned, vil være i sikkerhed, og dem, der hejser et hvidt flag, vil være i sikkerhed,« siger Haftar.

FN's generalsekretær, António Guterres, er i øjeblikket i Tripoli i et forsøg på at lande en fredsaftale i det uroplagede land.

Han er »dybt bekymret« over torsdagens udmelding fra Haftar.

»Der findes ikke nogen militær løsning. Kun dialog internt i Libyen kan løse Libyens problemer. Jeg opfordrer til ro og beherskelse, mens jeg forbereder mig på at mødes med Libyens ledere,« skriver Guterres på Twitter.

Også Frankrig, Italien, Storbritannien, USA og De Forenede Arabiske Emirater er bekymrede over den militære udvikling.

I en fælles udtalelse opfordrer de alle parter til at nedtrappe den militære konflikt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Væbnede styrker fra Misrata i Vestlibyen er torsdag begyndt at bevæge sig mod Tripoli for at forsvare byen mod styrkerne fra det østlige Libyen.

Oprørsleder Haftars styrker befinder sig torsdag i byen Gharyan cirka 50 kilometer syd for hovedstaden.

/ritzau/AP