Libyens kystvagt redder 120 migranter ud for Tripoli

Båd med flygtninge og migranter havde fået motorproblemer ud for Libyens hovedstad, Tripoli.

Tripoli. Over 120 mennesker, deriblandt kvinder og børn, blev søndag reddet af Libyens kystvagt ud for hovedstaden Tripoli, da deres båd var tæt på at kæntre.

Båden var fredag sejlet ud fra Sabratha, som er en by 70 kilometer vest for Tripoli, som er blevet et centrum for menneskesmuglere.

Kystvagten siger, at båden med flygtninge og migranter havde fået motorproblemer.

En fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP på stedet siger, at redningsindsatsen fandt sted 20 sømil nordøst for Tripoli.

En lokal embedsmand siger, at der var forskellige afrikanske nationaliteter om bord i båden. Der var ti kvinder og fem børn om bord.

Libyens kystvagt sagde lørdag, at den havde stoppet over 400 mennesker på vej til Europa i de seneste dage.

Under lovløsheden i Libyen siden 2011, hvor landets leder Muammar Gaddafi blev styrtet, har menneskesmuglere udviklet en række netværk i landet.

Ved EU's topmøde i Malta fredag blev der godkendt en 10-punkts-plan, der skal sætte en bremse på migrantstrømmen fra Libyen. Planen sigter mod at få styr på den centrale middelhavsrute, så der ikke kommer en ny stigning i antallet af migranter.

Centrale elementer i planen handler om at styrke Libyens kystvagt og landets egen grænsebevogtning. Der er også punkter, der mere direkte sigter mod at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel.

Sidste år ankom ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) et rekordhøjt antal på i alt 181.000 personer via den centrale rute over Middelhavet.

Fra 1. januar til 29. januar i år er der kommet i alt 5483 over Middelhavet til Europa. Heraf var kom omkring 4300 over ruten fra Libyen. Der er i perioden registreret 253 døde eller savnede.

/ritzau/AFP